En psykopat er på fri fod i “Terror Train”

The Boys & Girls of Sigma Phi. Some Will Live, Some Will Die.

Så fik jeg genset terrortoget med Jamie Lee Curtis, som jeg altid har prist som værende en af de bedre, ikke bedste, film inden for (sub)genren. Nedenstående indeholder i øvrigt spoilers, så er I advaret!!

I Roger Spottiswoodes canadiske slasher “Terror Train” (1980) har en gruppe ucharmerende medicinstuderende udset sig den godtroende nørd Kenny Hampson (Derek McKinnon) til at være ufrivillig hovedaktør i en ondskabsfuld spøg. Kenny forledes i filmens prolog til at tro, at han skal have sex med den smukke Alana Maxwell (Jamie Lee Curtis) – sådan forholder det sig dog langtfra!

Sagen er den, at spøgefuglene har formået at fremskaffe liget af en kvinde, og skjult bag et gardin sidder Alana som en sensuel og forførende sirene, der skal lokke Kenny op i sengen til liget. Alt imens den uvidende Kenny forbereder sig på at skulle miste sin mødom til den populære Alana, venter iscenesætterne af spøgen bag soveværelsesdøren parate til at springe frem og overraske den ydmygede og afklædte yngling in flagrante delicto med den døde kvinde. Spøgen slår fejl, og det hele ender i katastrofe: Kenny går i panik og bliver så traumatiseret af mødet med den døde kvinde, at han indlægges på et mentalhospital.

Stakkels Alana med dårlig samvittighed ... et karaktertræk, der er med til at redde hende.

Herefter bringer et flashforward os tre år frem i tiden, hvor en maskeret morder (på et tog fyldt med festende og udklædte afgangsstuderende) slagter de selvsamme medicinstuderende, der udsatte Kenny for nekrofilspøgen tre år tidligere. Én efter én bliver de ofre for en morder, der med slet skjulte referencer til filmhistorien maskerer sig som Groucho Marx og The Creature From the Black Lagoon.

En maskemorder søger den genreobligatoriske hævn.

Det er en genrekonvention, at det må være den forulempede Kenny, der gemmer sig bag maskerne. Blandt andre filmforskeren Vera Dika påpeger i bogen “Games of Terror”, at strukturen i slashergenren ofte (ikke altid) centrerer sig omkring et hævnmotiv.

Og ja, i “Terror Train” er morderen ganske rigtigt Kenny, der er ude på hævntogt for den ydmygelse, der traumatiserede ham. Maskeringen af morderen er interessant, da den i “Terror Train” optræder på flere niveauer. Ikke blot skifter Kenny kostume og maske for hvert mord, han begår – hvilket gør det svært for seeren at identificere (at deducere sig frem til) morderen – han har også under hele filmen optrådt som kvindelig assistent for en tryllekunstner, hvilket først afsløres i filmens afsluttende scene, hvor Alana Maxwell konfronterer og demaskerer denne og dermed afslører Kenny.

Ja, det er David Copperfield, der spiller tryllekunstneren.

Denne type maskering/transformering (udklædningen som kvinde) forbinder filmen med for eksempel Alfred Hitchcocks “Psycho” (1960), Brian De Palmas “Dressed to Kill” (1980) og Jonathan Demmes “The Silence of the Lambs” (1991), hvor man kan plædere for et transvestit-tema.

Instruktøren af “Terror Train” (Roger Spottiswoode) fik da også at vide, at han skulle forsøge at genskabe “Psycho” … bare på et tog med teenagere, hvilket man kan læse mere om i Adam Rockoffs anbefalelsesværdige gennemgang af slashergenren i bogen “Going to Pieces: The Rise and Fall of the Slasher Film, 1978-1986″.

I “Terror Train” indtræder Jamie Lee Curtis i øvrigt i den for hende typiske rolle som The Final Girl. Begrebet blev defineret af Carol J. Clover i hendes bog “Men, Women, and Chainsaws: Gender in the Modern Horror Film”. Begrebet dækker over den pige/kvinde, der til sidst i en horrorfilm konfronterer og besejrer monsteret/psykopaten. Clover mener, at der i løbet af filmen sker et identitetsskift, hvor seeren først deler perspektiv med monsteret/psykopaten for efterfølgende at foretage et skift til The Final Girl.

Tre suveræne bøger om slashergenren og dens monstre.

Til denne type rolle knytter der sig en række specifikke krav, der skal (hvis man vil overleve) efterleves. Dette konservative regelsæt dikterer blandt andet, at man skal holde sig fra narkotika, man må ikke ryge, drikke alkohol eller have sex. Hvis disse regler overholdes, er der en god chance for, at man vil overleve mødet med maskemorderen. Interessant er det da også, at Jamie Lee Curtis-karakteren Alana Maxwell drikker cola og spiser peanuts, imens de øvrige festende forlyster sig med champagne og pot.

At hun iscenesættes som et dydsmønster gøres eksplicit klart, da hun til en rygende person siger, at: “It’ll give you cancer”. Alanas kæreste har altså ret, da han lettere irriteret konstaterer, at hun “(…) always has to be little miss perfect”. Hun lever i sandhed op til sit navn, hvis man staver det bagfra … hun ér anal!

Ja, Alana ér blodig ... men hun overlever uhyrlighederne på terrortoget.

“Terror Train” er en fortrinlig retroslasher med miss scream queen numero uno! Det er en film, der er spækket med en fed 80′er-stemning og masser af slasher-nostalgi. En must see-film, hvis man er fan af genren!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK