Om Hitchcocks “Psycho”, Freud og feminisme

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang som helt ung oplevede Marion Crane (Janet Leigh) skrige lungerne ud af livet – og livet ud af lungerne – da hun til lyden af Bernard Hermanns ditto skrigende violiner stikkes ihjel af en til ukendelighed camoufleret Norman Bates (spillet intenst myrekrybende af Anthony Perkins) i Alfred Hitchcocks klassiker om den skizofrene mand med det alvorlige ødipuskompleks.

Dødens skrig

Nu er det blevet et årligt tilbagevendende ritual, at denne dystre suspense-perle skal ses, granskes og nydes i hvert fald én gang om året. “Psycho” bliver man aldrig træt af!

Filmens højde- såvel som vendepunkt er scenen, hvor Marion Crane må lade livet til den mentalt ustabile Norman Bates. Det er en filmhistorisk scene, der er spækket med freudiansk symbolik.

Scenen opsummerer ikke blot Hitchcocks æstetisk – torture the women – men er også en ekstremt symbolladet scene, der bl.a. repræsenterer en mental forbrødring med Edgar Allan Poe. En forbrødring, der kan spores i flere af Hitchcocks værker.

Da Marion Crane stikkes ihjel af Bates, der er iført kvindekostume, oplever vi, at kameraet skiftevis flytter synsvinkel fra Bates til Marion for til sidst at dvæle ved Marions nøgne lig, der i en bizar positur ligger slænget over badekaret og ud på gulvet.

Det falliske ved kniven, der stødes ind i kroppen, er åbenlyst seksuelt, hvilket også påpeges af Christian Braad Thomsen i dennes suveræne analyse af netop denne scene. En analyse, der findes i bogen “Hitchcock – hans liv og film”, der desværre er udgået fra forlaget.

Brad Thomsen skriver om denne på en gang grusomme såvel som smukke scene, at:

Drabsscenen ebber ud i en strøm af vand og mørkt blod, der i en spiralbevægelse forsvinder i nedløbsrøret. I nærbillede får hullet vaginal karakter, som det fyldes med blod og sæd.

Blodets strømmen ud i kloakken læses i den grad – og det med rette – via sexsymbolikkens optik.

... og dødens blik

Man oplever altså – som i mange andre af Hitchcocks værker – at sex bliver koblet med død. Scenen – der beskrives af Brad Thomsen i ovenstående – slutter med, at hullet (nedløbsrøret) toner ud i Marions øje, der stirrer livløst på os. Her har filmteoretikeren Linda Williams en interessant pointe, når hun i sit essay “When the Woman Looks” – der blandt andet findes trykt i “Re-Vision: Essays in Feminist Film Criticism” – skriver, at:

(…) A dominant male look at the woman (…) leaves no place for the woman’s own pleasure in seeing: she exists only to be looked at og senere Like the female spectator, the female protagonist often fails to look, to return the gaze of the male who desires her.

Øjet bliver således anvendt med æstetisk hensigt og er med til at definere kvinden som et objekt frem for et subjekt, der skal ses på og beundres, men som ikke selv skal eller må se. (jf. f.eks. Hitchcocks “Rebecca” fra 1940). Først i døden ophæves forbuddet, og Marion lader blikket vandre ud mod os voyeurer.

Se brusebadsscenen nedenunder og nyd de skrigende violiner, den brillante fotografering og den eminente klipning:

Reklamer

Posted on 5. oktober 2011, in Betragtninger om horror og uhygge and tagged , , , , . Bookmark the permalink. 2 kommentarer.

  1. Jeg husker tydeligt min første gang, for nu at blive i terminologien. Jeg var seriøst usikker på, om de måske havde smidt den forkerte film på disken, indtil hun når motellet og den uforglemmelige Norman Bates. Helt igennem fantastisk filmoplevelse!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: