Category Archives: Betragtninger om horror og uhygge

Et par hurtige ord om Carpenters “Halloween”

Den mest ikoniske introskærm til den mest ikoniske Halloween-film

John Carpenters “Halloween” fra 1978 tøver jeg ikke med at kalde et mesterværk. Der er tale om et perfekt orkestreret stykke horror, der fungerer på alle niveauer. Det er filmen, der for alvor satte gang i den subgenre – slashergenren – der i de sene 70’ere og tidlige 80’ere gik som en løbeild gennem den amerikanske filmindustri.

Carpenters independentfilm betød, at maskerede monstre som den ishockeymaskebærende Jason Voorhees i Sean S. Cunninghams “Friday the 13th” fra 1980 og den til ukendelighed forbrændte Freddy Krueger i Wes Cravens “A New Nightmare on Elm Street” fra 1984 blev født. Senere (i den postmoderne slasherbølge) dukker der nye maskemordere op som f.eks. Ghostface i Wes Cravens “Scream” fra 1996 og The Fisherman i Jim Gillespies “I Know What You Did Last Summer” fra 1997. Film, der alle står i gæld til “Halloween”.

Vend dig om, Laurie ... ellers tager bøhmanden dig!

Jamie Lee Curtis (80’ernes ultimative scream queen) er datter af Tony Curtis og Janet Leigh. Sidstnævnte gav den som scream queen i 60’erne, da hun i rollen som Marion Crane dolkes til døde af Norman Bates i Alfred Hitchcocks mesterværk “Psycho” fra 1960. En film, der hyldes flere steder i “Halloween”. Jamie Lee Curtis fortsatte sin horrorkarriere i film som John Carpenters “The Fog” (1980), Roger Spottiswoodes “Terror Train” (1980), Paul Lynch’ “Prom Night” (1980) og Rick Rosenthals “Halloween II” (1981), der fungerer som en direkte fortsættelse af begivenhederne i den første film. Curtis havde seriøst travlt i 1980!

“Halloween” er egentligt ikke specielt logisk, den er fyldt med plothuller, men fungerer som et suverænt stykke horrorkunst. Der er – sammenlignet med mange af de film, der kom i kølvandet på “Halloween” – forbløffende lidt visuel vold og stort set intet blod. Mange kritikere fandt dog filmen smagløs og uintelligent, da den havde premiere i 1978. Men Roger Ebert hørte til blandt de få, der kunne se storheden i filmen, og at den havde blivende værdi. Han gav den flotte 4 ud af 4 stjerner!

Michael “The Shape” Meyers er et perfekt billede på den omnipotente ondskab. Ondskaben er et konstant element i vore samfund, og ligegyldigt hvad vi gør, så vil den altid være til stede. Dette symboliseres via den udødelighed, der knytter sig til Michael.

a

Jamie Lee Curtis ... 80'ernes ukronede scream queen.

Musikken er simpel, men ufatteligt nervepirrende. Den fungerer som et bølgende lydbillede, der under hele filmen holder seeren i ave. Fotograferingen (med POV-shots) er intelligent, om end netop dette var et element ved filmen, der blev kritiseret – for man kunne da ikke tillade, at seeren skulle identificere sig med morderen!

“Halloween” er en film, der skal ses mindst én gang om året – og helst den 31. oktober…

En psykopat er på fri fod i “Terror Train”

The Boys & Girls of Sigma Phi. Some Will Live, Some Will Die.

Så fik jeg genset terrortoget med Jamie Lee Curtis, som jeg altid har prist som værende en af de bedre, ikke bedste, film inden for (sub)genren. Nedenstående indeholder i øvrigt spoilers, så er I advaret!!

I Roger Spottiswoodes canadiske slasher “Terror Train” (1980) har en gruppe ucharmerende medicinstuderende udset sig den godtroende nørd Kenny Hampson (Derek McKinnon) til at være ufrivillig hovedaktør i en ondskabsfuld spøg. Kenny forledes i filmens prolog til at tro, at han skal have sex med den smukke Alana Maxwell (Jamie Lee Curtis) – sådan forholder det sig dog langtfra!

Sagen er den, at spøgefuglene har formået at fremskaffe liget af en kvinde, og skjult bag et gardin sidder Alana som en sensuel og forførende sirene, der skal lokke Kenny op i sengen til liget. Alt imens den uvidende Kenny forbereder sig på at skulle miste sin mødom til den populære Alana, venter iscenesætterne af spøgen bag soveværelsesdøren parate til at springe frem og overraske den ydmygede og afklædte yngling in flagrante delicto med den døde kvinde. Spøgen slår fejl, og det hele ender i katastrofe: Kenny går i panik og bliver så traumatiseret af mødet med den døde kvinde, at han indlægges på et mentalhospital.

Stakkels Alana med dårlig samvittighed ... et karaktertræk, der er med til at redde hende.

Herefter bringer et flashforward os tre år frem i tiden, hvor en maskeret morder (på et tog fyldt med festende og udklædte afgangsstuderende) slagter de selvsamme medicinstuderende, der udsatte Kenny for nekrofilspøgen tre år tidligere. Én efter én bliver de ofre for en morder, der med slet skjulte referencer til filmhistorien maskerer sig som Groucho Marx og The Creature From the Black Lagoon.

En maskemorder søger den genreobligatoriske hævn.

Det er en genrekonvention, at det må være den forulempede Kenny, der gemmer sig bag maskerne. Blandt andre filmforskeren Vera Dika påpeger i bogen “Games of Terror”, at strukturen i slashergenren ofte (ikke altid) centrerer sig omkring et hævnmotiv.

Og ja, i “Terror Train” er morderen ganske rigtigt Kenny, der er ude på hævntogt for den ydmygelse, der traumatiserede ham. Maskeringen af morderen er interessant, da den i “Terror Train” optræder på flere niveauer. Ikke blot skifter Kenny kostume og maske for hvert mord, han begår – hvilket gør det svært for seeren at identificere (at deducere sig frem til) morderen – han har også under hele filmen optrådt som kvindelig assistent for en tryllekunstner, hvilket først afsløres i filmens afsluttende scene, hvor Alana Maxwell konfronterer og demaskerer denne og dermed afslører Kenny.

Ja, det er David Copperfield, der spiller tryllekunstneren.

Denne type maskering/transformering (udklædningen som kvinde) forbinder filmen med for eksempel Alfred Hitchcocks “Psycho” (1960), Brian De Palmas “Dressed to Kill” (1980) og Jonathan Demmes “The Silence of the Lambs” (1991), hvor man kan plædere for et transvestit-tema.

Instruktøren af “Terror Train” (Roger Spottiswoode) fik da også at vide, at han skulle forsøge at genskabe “Psycho” … bare på et tog med teenagere, hvilket man kan læse mere om i Adam Rockoffs anbefalelsesværdige gennemgang af slashergenren i bogen “Going to Pieces: The Rise and Fall of the Slasher Film, 1978-1986”.

I “Terror Train” indtræder Jamie Lee Curtis i øvrigt i den for hende typiske rolle som The Final Girl. Begrebet blev defineret af Carol J. Clover i hendes bog “Men, Women, and Chainsaws: Gender in the Modern Horror Film”. Begrebet dækker over den pige/kvinde, der til sidst i en horrorfilm konfronterer og besejrer monsteret/psykopaten. Clover mener, at der i løbet af filmen sker et identitetsskift, hvor seeren først deler perspektiv med monsteret/psykopaten for efterfølgende at foretage et skift til The Final Girl.

Tre suveræne bøger om slashergenren og dens monstre.

Til denne type rolle knytter der sig en række specifikke krav, der skal (hvis man vil overleve) efterleves. Dette konservative regelsæt dikterer blandt andet, at man skal holde sig fra narkotika, man må ikke ryge, drikke alkohol eller have sex. Hvis disse regler overholdes, er der en god chance for, at man vil overleve mødet med maskemorderen. Interessant er det da også, at Jamie Lee Curtis-karakteren Alana Maxwell drikker cola og spiser peanuts, imens de øvrige festende forlyster sig med champagne og pot.

At hun iscenesættes som et dydsmønster gøres eksplicit klart, da hun til en rygende person siger, at: “It’ll give you cancer”. Alanas kæreste har altså ret, da han lettere irriteret konstaterer, at hun “(…) always has to be little miss perfect”. Hun lever i sandhed op til sit navn, hvis man staver det bagfra … hun ér anal!

Ja, Alana ér blodig ... men hun overlever uhyrlighederne på terrortoget.

“Terror Train” er en fortrinlig retroslasher med miss scream queen numero uno! Det er en film, der er spækket med en fed 80’er-stemning og masser af slasher-nostalgi. En must see-film, hvis man er fan af genren!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Bela Lugosi gjorde en mesterlig Dracula-figur!

Før Christopher Lee bød indenfor med I am Dracula and I welcome you to my house i Terence Fischers Dracula-film fra 1958,  før Frank Langella i 1979 konkluderede, at I am the king of my kind i John Badhams fortolkning af kongevampyrens liv og levned og før Gary Oldman i 1992 lakonisk konstaterede, at I am the last of my kind i Francis Ford Coppolas smukke og farverige vampyrfilm.

I never drink … wine!

Ja, før alle ovenstående Dracula-portrættører var der ungareren Bela Lugosi, der med vidunderlig accent i 1931 bød os velkommen med I am Dracula. I bid you welcome i Tod Brownings klassiske horrorfilm fra Universal Pictures.

De fleste kender Grev Dracula – de fleste har set en film eller to med ham – men ikke mange kan sætte navn på skuespillerne, der har portrætteret ham. Bela Lugosi var en eminent fortolker af karakteren, og der er flere vidunderlige scener i filmen fra 1931, der gør krav på at blive præsenteret særskilt.

Men én af de scener, jeg holder mest af – og som jeg altid ser frem til, når jeg sætter DVD’en i afspilleren – er scenen, hvor han hylder nattens børn og den vidunderlige musik, de skaber.

Scenen er ladet med en gotisk stemning, som kun Universal kunne skabe den. Bela Lugosis vidunderlige accent er som skabt til den transsylvanske greve, der i majestætisk velkomstpositur tager imod den stakkels Jonathan Harker på den gigantiske trappe, imens ulvene hyler udenfor.

Det er ikke en stairway to heaven ... langt fra!

Man fornemmer i sandhed uhyggen i hver en afkrog af det gamle slot, og man frygter for stakkels Harkes skæbne.

Om Hitchcocks “Psycho”, Freud og feminisme

Jeg husker tydeligt, da jeg første gang som helt ung oplevede Marion Crane (Janet Leigh) skrige lungerne ud af livet – og livet ud af lungerne – da hun til lyden af Bernard Hermanns ditto skrigende violiner stikkes ihjel af en til ukendelighed camoufleret Norman Bates (spillet intenst myrekrybende af Anthony Perkins) i Alfred Hitchcocks klassiker om den skizofrene mand med det alvorlige ødipuskompleks.

Dødens skrig

Nu er det blevet et årligt tilbagevendende ritual, at denne dystre suspense-perle skal ses, granskes og nydes i hvert fald én gang om året. “Psycho” bliver man aldrig træt af!

Filmens højde- såvel som vendepunkt er scenen, hvor Marion Crane må lade livet til den mentalt ustabile Norman Bates. Det er en filmhistorisk scene, der er spækket med freudiansk symbolik.

Scenen opsummerer ikke blot Hitchcocks æstetisk – torture the women – men er også en ekstremt symbolladet scene, der bl.a. repræsenterer en mental forbrødring med Edgar Allan Poe. En forbrødring, der kan spores i flere af Hitchcocks værker.

Da Marion Crane stikkes ihjel af Bates, der er iført kvindekostume, oplever vi, at kameraet skiftevis flytter synsvinkel fra Bates til Marion for til sidst at dvæle ved Marions nøgne lig, der i en bizar positur ligger slænget over badekaret og ud på gulvet.

Det falliske ved kniven, der stødes ind i kroppen, er åbenlyst seksuelt, hvilket også påpeges af Christian Braad Thomsen i dennes suveræne analyse af netop denne scene. En analyse, der findes i bogen “Hitchcock – hans liv og film”, der desværre er udgået fra forlaget.

Brad Thomsen skriver om denne på en gang grusomme såvel som smukke scene, at:

Drabsscenen ebber ud i en strøm af vand og mørkt blod, der i en spiralbevægelse forsvinder i nedløbsrøret. I nærbillede får hullet vaginal karakter, som det fyldes med blod og sæd.

Blodets strømmen ud i kloakken læses i den grad – og det med rette – via sexsymbolikkens optik.

... og dødens blik

Man oplever altså – som i mange andre af Hitchcocks værker – at sex bliver koblet med død. Scenen – der beskrives af Brad Thomsen i ovenstående – slutter med, at hullet (nedløbsrøret) toner ud i Marions øje, der stirrer livløst på os. Her har filmteoretikeren Linda Williams en interessant pointe, når hun i sit essay “When the Woman Looks” – der blandt andet findes trykt i “Re-Vision: Essays in Feminist Film Criticism” – skriver, at:

(…) A dominant male look at the woman (…) leaves no place for the woman’s own pleasure in seeing: she exists only to be looked at og senere Like the female spectator, the female protagonist often fails to look, to return the gaze of the male who desires her.

Øjet bliver således anvendt med æstetisk hensigt og er med til at definere kvinden som et objekt frem for et subjekt, der skal ses på og beundres, men som ikke selv skal eller må se. (jf. f.eks. Hitchcocks “Rebecca” fra 1940). Først i døden ophæves forbuddet, og Marion lader blikket vandre ud mod os voyeurer.

Se brusebadsscenen nedenunder og nyd de skrigende violiner, den brillante fotografering og den eminente klipning:

“The Prowler” … også en møggreb kan bruges, av!

Joseph Zitos slasher-klassiker “The Prowler” aka “Rosemary’s Killer” (1981) skiller sig positivt ud fra den ganske store mængde af slashers, der blev produceret i kølvandet på John Carpenters imponerende succes med “Halloween” (1978).

Handlingen er det så som så med, men Tom Savini serverer nogle ret (u)lækre gore-effekter, der stadig imponerer og skræmmer dagen i dag. Filmen tager sin begyndelse ved et afdansningsbal i 1945, hvor to unge elskende bliver befordret til det hinsides af en i militærdragt camoufleret person. De bliver simpelthen dobbeltspiddet af en møggreb. Et våben, der viser sig at være morderens foretrukne. Som en signatur efterlader han sig altid en enkelt, langstilket rose.

Efter dette første mord klippes der til 1980, hvor der igen – efter 35 år uden – bliver afholdt afdansningsbal. Dette er naturligvis tegn til, at lillebyen – og de kåde teenagere – vil blive hjemsøgt af … The Prowler.

Som jeg skrev tidligere, så er det så som så med handlingen, men underholdningsværdien er stor og fejler intet. Skuespillet er langt fra det værste, man kunne forvente at støde på i en film af denne type. Men – og det er jo primært derfor, at man ser denne slags film – mord, blod og splatter er der i rigelige, visuelle mængder. En genreklassiker fra de herlige 80’ere!

This slideshow requires JavaScript.

“Alien”-betragtninger … et mesterværk og en favorit!

In space no one can hear you scream!

I går fik jeg, efter først at have læst lidt om Ridley Scotts kommende og med spænding ventede “Prometheus”-projekt, samt Roger Eberts fine essay omhandlende den første “Alien”-film, lyst til netop at gense det mørke science fiction-mesterværk … samt skrive et par ord om filmen, der er blandt mine absolutte favoritter.

Alien” – Ridley Scotts indiskutable mesterværk fra 1979 – hører ikke blot til blandt science fiction-genrens mest stemningsmættede film. Det er også en vaskeægte monsterfilm!

Roger Ebert skriver om "Alien" og mange andre betydningsfulde film i "The Great Movies"-serien.

Roger Ebert indleder sit essay om “Alien” – der findes i bogen “The Great Movies II” – med at påpege et slægtskab mellem Ridley Scotts mørke rumgyser og sådanne film som Spielbergs “Jaws”, Carpenters “Halloween” og Nyby/Hawks’ “The Thing”. En observering, der sidder lige i skabet – for “Alien” er en monsterfilm, hvor ting i mørket kan slå dig ihjel hurtigere end du kan sige “Av!”.

At its most fundamental level Alien is a movie about things that can jump out of the dark and kill you. It shares a kinship with the shark in Jaws, Michael Myers in Halloween, and assorted spiders, snakes, tarantulas, and stalkers. Its most obvious influence is Howard Hawks’ The Thing (1951), which was also about the members of a team in an isolated outpost who discover a long-dormant alien, bring it inside, and are picked off one by one as it haunts the corridors. Look at that movie, and you see Alien in embryo.

Der findes scener, der brænder sig uafhjælpeligt fast på nethinden i denne film. Én af disse – for der er rigtig mange – finder sted på Nostromo efter det første rekognosceringstogt til en fremmed planet, hvorfra et nødråbssignal udspringer.

Kane – spillet smukt neurotisk af John Hurt – ender i en uheldig situation: En fremmed organisme invaderer hans krop. Han penetreres og befrugtes gennem halsen, og da parasitten har forladt hans ansigt, og man tror alt igen er som det skal være, skrues der for alvor op for uhyggen.

Et af filmhistoriens mest ikoniske filmmonstre fødes af John Hurt aka Kane.

Scenen beskrives bl.a. af filmteoretikeren James F. Iaccino i dennes analyse, der findes i bogen “Psychological Reflections on Cinematic Terror: Jungian Archetypes in Horror Films”:

Ripley’s [Sigourney Weaver] worst nightmare becomes true when the alien bursts out of Kane’s stomach and goes on a bloodthirsty rampage, preying on the Nostromo crew members one by one.

Det er i øvrigt interessant at bemærke, at Roger Ebert og James F. Iaccino deler synspunkt. Iaccino skriver – som Ebert – at:

The way that the creature singles out each victim and stalks him and  her is reminiscent of Michael’s actions in Halloween. Both monsters manage to liquidate as many humans as possible, saving a lone female for the final kill.

Der er i sandhed her en sammenfaldende struktur, men heldigvis er både Ripley i “Alien” og Laurie Strode i “Halloween” ægte amazoner.

Scenen – jeg har fundet frem – er netop Kanes endeligt. Det er scenen, hvor det udklækkede bæst på blodig vis vælger at gøre sin entré via Kanes bryst. En exceptionel scene, der svinger fra en rolig samtale omkring middagsbordet til at blive starten på et tumultagtigt mareridt, hvor én efter én må lade livet. Hvem sagde, at mænd ikke kan føde? Av!

Nyd H.R. Gigers peniskreation i den helt suveræne “chestburster-scene” her:

%d bloggers like this: