Category Archives: Hekse & troldkarle

“Warlock” kommer på dvd & Blu-ray fra Soul Media

He's come from the past to destroy the future.

Soul Media har for alvor gang i udgivelsen af kultklassikere fra de herlige 80ere. Først kom William Lustigs “Maniac Cop” 1988, der er anmeldt her, så kom hele “Darkman”-trilogien og nu er turen kommet til den Roger Corman-producerede Steve Miner-film “Warlock” (1989) med Julian Sands, Lori Singer og Richard E. Grant. Filmen kommer på såvel dvd som Blu-ray/dvd-combo, og det sker den 22. november. Jeg glæder mig til at gense filmen, som jeg sidst så i båndsalatæraen, da jeg ejede den på VHS.

Filmen fik to efterfølgere: Anthony Hickox’ “Warlock: The Armageddon” (1993) og Eric Freisers straight to video-film “Warlock III: The End of Innocense” (1999). Kunne man mon være så heldig, at Soul Media også sender disse to af sted? I øvrigt skal Jerry Goldsmiths fantastiske score til den første film være stærkt anbefalet, da det er … ja, fantastisk!

Soul Media har været så venlige at skrive følgende om filmen:

Boston, 1691. Galgen står klar til troldmanden (Julian Sands). Men det, der lignede en triumf for heksejægeren Giles Redferne (Richard E. Grant), viser sig at være en kort fornøjelse, da troldmanden undslipper og hvirvles 300 år frem i tiden. Nu er det tid til at bede en bøn for englenes by, for her i Los Angeles begynder han arbejdet med at genforene de tre dele af djævelens bog, som vil afsløre Guds hemmelige navn. Hvis det udtales, vil hele skabelsen blive tilintetgjort. Redferne, som også kommer frem i tiden, får hjælp af Kassandra (Lori Singer), som mirakuløst har overlevet troldmandens vrede. Men blodbadet tager fart, da det lykkes troldmanden at forene de to første dele. Den sidste del er begravet på en gammel kirkegård i Boston – i Redfernes grav! I disse hellige omgivelser udspilles en kamp mellem sort magi og retfærdighedens styrke, hvor hele menneskehedens fremtid står på spil.

Trailer til “Warlock”

Reklamer

Minianmeldelse: “Mother of Tears” (2007)

Det skorter ikke på det makabre hos Argento.

Der laves alt for få film om hekse. Alt for få! Derfor havde jeg også, til trods for, at jeg ikke er den største fan af Dario Argentos horrorfilm, set frem til instruktørens sidste del i “Modertrilogien” – den sadistiske “Mother of Tears” (2007). Filmen slutter ringen, der blev begyndt med “Susperia” (1977) og som blev fulgt op med “Inferno” (1980).

Lad mig starte med filmens slutning: Den stinker! Ellers er der i filmen lige præcis den hekse-aura, som jeg elsker. Den kunststuderende Sarah Mandy (Asia Argento) er uforvarende med til at slippe en modbydelig heks løs, da hun bryder forseglingen på en ældgammel urne, der indeholder de jordiske rester af heksen, der kendes som The Mother of Tears. Pludselig hylles Rom i en tåge af kaos, voldelige hændelser, mord og selvmord efterhånden som alverdens hekse samles til sabbat i den italienske hovedstad.

Tortur og sex ... en giftig cocktail i "Mother of Tears"

Filmen har Argentos umiskendelige fingeraftryk, men den når dog hverken “Suspiria” eller “Inferno” til sokkeholderne. Især er den påtvungne engelske tale (som desværre kendetegner mange af Argentos film) et ikke ubetydeligt irritationsmoment. Så tal dog italiensk, når nu filmen foregår i Italien blandt italienere. Dens voldelige scener skriver sig fint ind i tidens trend, og Argento lever rent faktisk ganske bogstaveligt op til begrebet Torture porn. Men en særligt god film, ja det er “Mother of Tears” ikke!

%d bloggers like this: