Category Archives: Horror i rummet

“Alien”-betragtninger … et mesterværk og en favorit!

In space no one can hear you scream!

I går fik jeg, efter først at have læst lidt om Ridley Scotts kommende og med spænding ventede “Prometheus”-projekt, samt Roger Eberts fine essay omhandlende den første “Alien”-film, lyst til netop at gense det mørke science fiction-mesterværk … samt skrive et par ord om filmen, der er blandt mine absolutte favoritter.

Alien” – Ridley Scotts indiskutable mesterværk fra 1979 – hører ikke blot til blandt science fiction-genrens mest stemningsmættede film. Det er også en vaskeægte monsterfilm!

Roger Ebert skriver om "Alien" og mange andre betydningsfulde film i "The Great Movies"-serien.

Roger Ebert indleder sit essay om “Alien” – der findes i bogen “The Great Movies II” – med at påpege et slægtskab mellem Ridley Scotts mørke rumgyser og sådanne film som Spielbergs “Jaws”, Carpenters “Halloween” og Nyby/Hawks’ “The Thing”. En observering, der sidder lige i skabet – for “Alien” er en monsterfilm, hvor ting i mørket kan slå dig ihjel hurtigere end du kan sige “Av!”.

At its most fundamental level Alien is a movie about things that can jump out of the dark and kill you. It shares a kinship with the shark in Jaws, Michael Myers in Halloween, and assorted spiders, snakes, tarantulas, and stalkers. Its most obvious influence is Howard Hawks’ The Thing (1951), which was also about the members of a team in an isolated outpost who discover a long-dormant alien, bring it inside, and are picked off one by one as it haunts the corridors. Look at that movie, and you see Alien in embryo.

Der findes scener, der brænder sig uafhjælpeligt fast på nethinden i denne film. Én af disse – for der er rigtig mange – finder sted på Nostromo efter det første rekognosceringstogt til en fremmed planet, hvorfra et nødråbssignal udspringer.

Kane – spillet smukt neurotisk af John Hurt – ender i en uheldig situation: En fremmed organisme invaderer hans krop. Han penetreres og befrugtes gennem halsen, og da parasitten har forladt hans ansigt, og man tror alt igen er som det skal være, skrues der for alvor op for uhyggen.

Et af filmhistoriens mest ikoniske filmmonstre fødes af John Hurt aka Kane.

Scenen beskrives bl.a. af filmteoretikeren James F. Iaccino i dennes analyse, der findes i bogen “Psychological Reflections on Cinematic Terror: Jungian Archetypes in Horror Films”:

Ripley’s [Sigourney Weaver] worst nightmare becomes true when the alien bursts out of Kane’s stomach and goes on a bloodthirsty rampage, preying on the Nostromo crew members one by one.

Det er i øvrigt interessant at bemærke, at Roger Ebert og James F. Iaccino deler synspunkt. Iaccino skriver – som Ebert – at:

The way that the creature singles out each victim and stalks him and  her is reminiscent of Michael’s actions in Halloween. Both monsters manage to liquidate as many humans as possible, saving a lone female for the final kill.

Der er i sandhed her en sammenfaldende struktur, men heldigvis er både Ripley i “Alien” og Laurie Strode i “Halloween” ægte amazoner.

Scenen – jeg har fundet frem – er netop Kanes endeligt. Det er scenen, hvor det udklækkede bæst på blodig vis vælger at gøre sin entré via Kanes bryst. En exceptionel scene, der svinger fra en rolig samtale omkring middagsbordet til at blive starten på et tumultagtigt mareridt, hvor én efter én må lade livet. Hvem sagde, at mænd ikke kan føde? Av!

Nyd H.R. Gigers peniskreation i den helt suveræne “chestburster-scene” her:

Trailer til Gonzalo López-Gallegos “Apollo 18” (2011)

Hvorfor vendte amerikanerne aldrig tilbage til månen? Det giver “Apollo 18” svaret på, når den får dansk biografpremiere den 15. september.

%d bloggers like this: