Category Archives: Skrækanmeldelser: Film

Filmanmeldelse: “Final Destination 5” (2011)

We all share a common destination.

We all share a common destination.

Man løber ikke om hjørner med Døden. Man snyder ikke Døden. Sådan er det! Det har vi lært ved at se de første fire film i “Final Destination”-serien. Nu er den femte film netop udkommet på dvd og Blu-ray fra Warner Home Entertainment, og præmissen er den samme: Døden stikker man ikke af fra.

Final Destination 5” samler fint handsken op fra de fire forløbere i serien, der alle iscenesætter døden som makabre, yderst fantasifulde og virtuost udførte dominoeffekt-hændelser. Det femte kapitel i serien, der er instrueret af debutanten Steven Quale, mønstrer samme overdådige overflødighedshorn af mere eller mindre sandsynlige dødsscenarier … og så er der et tvist til sidst i filmen, en krølle på Dødens hale, som jeg ikke havde set komme.

En firmaudflugt forvandler sig til et veritabelt mareridt, da en bro kollapser og trækker et ikke uanseeligt antal mennesker med sig i døden. Men ikke alle, der opholder sig på broen, dør. Takket være Sam Lawton (Nicholas D’Agosto fra bl.a. NBC-serien “Heroes”) og det syn, han får kort forinden broen gir efter og splittes fra hinanden i et ragnarok af skrigende mennesker og skrigende metal, reddes en lille håndfuld, som ellers var blevet udvalgt til at dø. De snyder, i hvert fald i første omgang, Døden.

Nu gælder det om at holde fast!

Nu gælder det om at holde fast!

Herefter går det slag i slag, og hvis man har set de første fire film i serien, så er der intet nyt fra vestfronten i dette femte kapitel. Præmissen er den samme, hvilket dog ikke gør gyserherligheden mindre underholdende. Det er selve legen med døden, der holden skuden i vandet. De makabre og fantasifulde måder, som manuskriptforfatterne tager livet af karaktererne på, vidner om en forbrødring med en filmserie som for eksempel “Saw” (2004, 2005, 2006, 2007, 2008, 2009, 2010), hvor der også arbejdes i at tage livet af mennesker på de mest modbydeligt spektakulære måder.

Og det er da netop også grunden til, at man ser denne slags film. Ikke for plottet, ikke for skuespillet og ikke for filmenes æstetiske dimensioner. Nej, man ser udelukkende filmene for at opleve, hvor idérigt og makabert, livet kan drænes fra en menneskekrop. Og det kan ske på tusindvis af modbydelige måder, nogle mere modbydelige end andre. Kunsten er så at overgå de øvrige film i modbydelighed og fantasirigdom, hvilket ikke er lige til.

Derfor virker denne femte film også som en reprise af den fjerde, der var en reprise af den tredje, som var en reprise af den anden, der igen var en reprise af den første. Men selvom denne slags horror har et gran af deja-vu over sig, så er man alligevel dødeligt godt underholdt i 92 minutter.

Tony Todd aka Candyman har en mindre rolle som spooky ligsynsmand.

Tony Todd aka Candyman har en mindre rolle som spooky ligsynsmand.

Der er dog to ting ved denne femte omgang ganske underholdende leg med Døden, jeg vil fremhæve som værende særligt interessant i forhold til de øvrige film i serien: Slutningen, som jeg ikke havde luret, og Tony “Candyman” Todds sporadiske optræden som alvidende ligsynsmand. Det er altid herligt, når en ikonisk genreskuespiller bliver hyldet i andre film.

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Minianmeldelse: “Frontier(s)” (2007)

Så er der hakkekød!

Hvis man synes, at “Hostel”-filmene (2005, 2007, 2011) er modbydelige, så tager man fejl. Hvis man synes, at “Saw”-filmene (2004, 2005, 2006, 20072008, 2009, 2010) er forfærdelige, så tager man fejl. Hvis man virkelig – VIRKELIG! – vil skræmmes, forfærdes, chokeres og væmmes, så skal man se den franske torturfilm “Frontier(s)” (2007), der på alle mulige og umulige måder kryber ubehageligt ind under huden.

Xavier Gens – instruktøren bag den alt andet end gode computerspilsfilmatisering “Hitman” (2007) – har med “Frontier(s)” skabt et torturorgie af en film, der uden at helme besøger grænselandet for visuelle modbydeligheder, familieperversiteter og grusomme nazi-eksperimenter. Man skal iklæde sig hård hud, når man sætter til rette i sofaen med denne alt andet end behagelige film.

The Melting Man? Ja, sådan ser det nu, når man dampes ihjel!

Uforvarende ender en gruppe utilpassede, kriminelle unge, der flygter fra folkeoprør og optøjer i Paris, i kløerne på en flok depraverede neonazister, der langt ude på landet har slået sig ned på et gammelt motel. Her tager de – afsondret fra alt og alle – livet af sagesløse. Her slagter de mennesker som svin. Her voldtager de. Her torturerer de. Her forsøger de at skabe en ny, arisk race.

Xavier Gens har skabt et ekstremt og moderne pendant til den forskruede kannibalfamilie i Tobe Hoopers stilskabende “The Texas Chain Saw Massacre” (1974). “Frontier(s)” er en film af den slags, man bedst holder sig fra, hvis man ikke bryder sig om at se mennesker, der hænges til slagtning, får klippet deres akilleshæl over, bliver gasset, får bidt halspulsåren over eller andre grafiske ubehageligheder af lignende slags.

Gennemsølet i blod! En ægte final girl i Carol J. Clover-stil!

Filmen – der hører til i genren new french extremity – placerer sig blandt ekstremer som “Irréversible” (2002), “À l’intérieur” (2007) og “Martyrs” (2008). Jeg har tidligere skrevet om “À l’intérieur” (“Inside”), der er mindst lige så grænseoverskridende som “Frontier(s)” … det er film, man ikke glemmer!

Ligeledes kan man på Hollywoodbloggen finde et indlæg af Rikke Schubart, der beskæftiger sig med ny fransk horror – i særdeleshed Pascal Laugiers “Martyrs”: Fransk horror er ekstrem.

Minianmeldelse: “The Silence of the Lambs” (1991)

Filmen har en fantastisk intro og et ditto score af Howard Shore

Hun hører lammene skrige. Hun vil gerne have, at skrigene forstummer. Lammeskrigene er lejret i Clarice Starlings sind. Det er et barndomstraume, der har inficeret hendes voksne liv. De vil (måske) stoppe, forsvinde, hvis hun fanger seriemorderen Buffalo Bill, der ynder at flå huden af sine kvindelige ofre.

Helt præcist, så har jeg set Jonathan Demmes “The Silence of the Lambs” (1991), der på dansk blev skamdøbt til “Ondskabens øjne”, femten gange. I går aftes for første gang på Blu-ray … en ægte HD-fornøjelse. Det eneste minus ved Blu-ray-udgaven, som er sendt på markedet af SF-Film, er, at den er fuldstændigt blottet for ekstramateriale. Det er noget øv!

Men glæden ved filmen er på ingen måde blevet mindre. I sin struktur er det en af de mest fuldendte psykopatfilm, der er blevet skabt. Jodie Foster leverer en brillant præstation som Clarice Starling og Anthony Hopkins er helt ubeskrivelig i rollen som psykopatpsykiateren, der (før han kom bag tommetykt panserglas) yndede at æde sine patienter og andre uheldige individer. Nogle med some fava beans and a nice chianti…

Anthony Hopkins leverer en af filmhistoriens bedste præstationer som psykopat

Når man i en periode er blevet injiceret med lidt for megen filmelendighed, jeg så forleden seriemorderthrilleren “Horsemen” (2009), så er det befriende at kunne vende tilbage til 1991, hvor Starling og Lecter i en slags partnersymbiose får knægtet seriemorderen Buffalo Bill.

Filmen er et smukt eksempel på, at less is more. Selvom den er voldsom, og selvom den indeholder voldsomme billeder, så forfalder den aldrig til formålsløst at slynge blood and guts-billeder i hovedet på os. Det er psykologien, der er det bærende fundament i “The Silence of the Lambs”. Det er forholdet mellem en überintelligent stjernepsykopat og en ung FBI-novice, der skaber filmens intensitet.

“The Silence of the Lambs” er en af de mange film, man skal have i samlingen. Den er et must have!

Minianmeldelse: “Friday the 13th” (2009)

En vigtig regel i slasherfilm: Kig dig altid over skulderen i rette tid!

Der er løbet meget vand under broen, siden Sean S. Cunningham i 1980 gav liv til filmserien om Jason Voorhees, der gør livet yderst besværligt for liderlige teenagere ved Crystal Lake-søen. Med dette remake har den tyske Hollywood-instruktør Marcus Nispel injiceret genren med en ny, gigantisk bodybuilder-udgave af psykopaten med den let genkendelige ishockeymaske og den skarpslebne machete. Jason er født på ny, men hans dagsorden lyder stadig: dræb, dræb, dræb og … dræb!

En lignende monsterevolution sporer man også hos Rob Zombie, der i sin første genfortolkning af “Halloween” (2007) gjorde Myers til en solid og hærdebred kleppert. Og i “Halloween 2” (2009), er han blevet så gigantisk, at han snildt vælter biler ved ren og skær muskelkraft. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor stor han bliver i Patrick Lussiers “Halloween III“, der er sat til premiere i 2012.

Og nej, de kigger sig ALDRIG over skulderen i rette tid!

Men er bigger better? Nej, ikke ubetinget! Genren har for længst mistet sit lettere amatøragtige independent-look og er nu – på godt og ondt – blevet opslugt af den hollywoodske pengemølle. Marcus Nispels “Friday the 13th” (2009) er så finpudset, at man rent faktisk keder sig. Den forholder sig sterilt til genren og opbyder intet nyt, hvilket gør de betragtelige 105 minutter til lidt af en tour de force at overstå. For et nyt publikum vil den måske virke tiltrækkende. Dog når den ikke de(n) originale til sokkeholderne. Ej heller selvom Jason er blevet gjort monstrøst stor!

Minianmeldelse: “The Grudge 2” (2006)

De asiatiske spøgelsesbæster (også i remake-udgave) er creepy!

På bagsiden af dvd-coveret til “The Grudge 2” (2006) står der, at instruktøren Takashi Shimizu og produceren Sam Raimi har skabt et mesterværk. Et mesterværk! Om end Takashi Shimizus genindspilning af sin egen japanske “Ju-on 2” (2003) ikke er dårlig, så er den dog syvmileskridt fra at være et mesterværk. Det er et popgejlt markedsføringstrick udtænkt af en eller anden smart reklamefætter. Det er devaluerende for begrebet, når “mesterværk” misbruges til at markedsføre en film af denne kaliber. Det er – som skrevet – også misvisende.

“The Grudge 2” fortsætter meget praktisk, hvor “The Grudge” (2004) slutter. Karen (Sarah Michelle Gellar) er blevet indlagt på hospitalet efter branden i det hjemsøgte hus. Desværre gjorde ildspåsættelsen ikke indtryk på de gnavne spøgelser, der fortsat – nu ekstra knotne – hjemsøger alle, der vover at besøge huset. Det kommer blandt andet til at gå ud over tre unge piger, der drister sig til at kigge indenfor i brandtomten. I denne fortsættelse er det Karens lillesøster Aubrey (Amber Tamblyn), der bliver drevet til vanvid af de to gespenster og som skal forsøge at kortlægge, hvad der skete med storesøsteren. Det skulle hun selvsagt have undladt at forsøge på!

Look behind you, Aubrey! Alene billedet giver mig gåsehud!

Selvom filmen på ingen – absolut ingen! – måde er et mesterværk, så har den dog hvad der skal til for at få hårene i nakken til at gibbe lystigt. Der er ikke noget som et ligblegt – naturligvis ligblegt, hvad ellers? – spøgelse, der på typisk, asiatisk horrorvis bevæger sig i stive, uhyggelige ryk. Selv en garvet horror-rotte må ty til puden, når spøgelsesbæstet titter frem.

Minianmeldelse: “Son of Dracula” (1943)

Lon Chaney Jr. er en tam Dracula

Lon Chaney Jr. har med rette sin plads i filmhistorien, men han gør ikke en god figur som Dracula, eller Grev Alucard, som han hedder i Robert Siodmaks “Son of Dracula” fra 1943, der er den tredje film i rækken af Dracula-film, som Universal stod bag.

Grev Alucard (der i øvrigt er et palindrom for Dracula) har rykket teltpælene op og har forladt Europa. Han er rejst til New Orleans, hvor han har tænkt sig at slå kløerne i den mørkhårede femme fatale Katherine, der lever på en afsidesliggende og tågeindhyllet plantage. Her finder man alle de klassiske (og historisk valide) klichéer repræsenteret: fra negerslaver til en hvid plantageejer med militærbaggrund. Dog er der et tvist: Plantagen befinder sig i umiddelbar nærhed af en sump, hvor en heks (Dronning Zimba) spår Katherine en krank skæbne og som da også umiddelbart efter heksemødet bliver offer for en sådan, da hun møder Alucard i flagermus-udgave.

Og ud af tågen træder ... DRACULA!

Filmen er en lidt for letkøbt plotkopi af den originale fortælling, hvor den mest markante forskel består i ændringen af geografisk lokalitet. Jeg kan i øvrigt fortælle, at “Son of Dracula” er den første, hvor en vampyr forvandler sig til en flagermus on screen.

For at vende tilbage til mit kritiske udgangspunkt, så leverer Lon Chaney Jr. en alt andet end troværdig præstation som vampyr. Han besidder ingen af de fundamentale vampyrdyder, der f.eks. gjorde Bela Lugosi til en fascinerende Dracula. Chaney er ikke mystisk, han er ikke dragende, han er ikke farlig og han emmer på ingen måde af rå seksuel energi. Han er – med andre ord – en af de kedeligste vampyrer, der er blevet foreviget på celluloid … selv Leslie Nielsen er (næsten) bedre.

Minianmeldelse: “The Hills Run Red” (2009)

Maskemonsteret på jagt...

The Hills Run Red” (2009) – instrueret af Dave Parker – havde jeg ingen forventninger til, da jeg i går aftes satte den i afspilleren. Plottet er lidt á la “The Blair Witch Project”, og filmen følger en filmnørds søgen efter den forsvundne mytiske horrorfilm “The Hills Run Red”, der er instrueret af den sagnomspundne instruktør Concannon.

Det viser sig, at nørden (+ følge) skulle være blevet hjemme, for hurtigt ender de på en psykopats uhyggelige filmset, hvor de ufrivilligt kommer til at spille hovedrollerne i en alt andet end fiktiv slasherfilm.

En solid økse er altid et godt redskab for et maskemonster!

Filmen byder på en maskeret psykopat, en storbarmet blondine, bondeknolde, blod, splatter og indvolde i rå slagtermængder. Filmens struktur er inter- og metatekstuel, men byder på intet nyt under horror-solen.

Hvis man elsker et hurtigt gys, der kender (og benytter sig af) genrens virkemidler til fingerspidserne, så vil man ganske givet være fint underholdt de 77 minutter, horror-orgiet tager. Hvis ikke, ja så bør man nok styre udenom denne lille horror-flick.

Minianmeldelse: “Seed of Chucky” (2004)

Chucky & Tiffany ... to stolte forældre!

Tom Hollands “Child’s Play” (1988) er en moderne horrorklassiker, der indtil videre har affødt fem film i serien om den morderiske dukke Chucky. Desværre er filmserien blevet gradvist dårligere og dårligere, og den femte i serien – “Seed of Chucky” (2004) – er en plotamputeret latterliggørelse, der hverken fungerer som horror eller som komedie. Det er en bastard, som man bedst styrer udenom.

Chucky og Tiffany er blevet forældre til den tvekønnede Glen/Glenda. Desværre – især til Chuckys frustration – deler Glen/Glenda ikke forældrenes psykopatiske lyst til mord. Det betyder, at stakkels Glen/Glenda gentagende gange er vidne til forældrenes bizarre mordtogter, hvilket naturligvis præger ham/hende … og ikke i den sunde retning.

Tiffany som inseminator ... bizart? Ja, en smule!

Igen er det jagten på legemliggørelse, der driver dukkerne. De vil slippe ud af det fængsel, deres gummikroppe er. I hvert fald indtil Chucky begynder at fostre eksistentielle tanker, for vil han – når han får en krop af kød og blod – bevare samme ikoniske status som modbydelig seriemorder, eller vil han miste den?

Denne gang er det Don Mancini, der sidder i instruktørstolen. Det har han desværre ikke evnet særlig godt. Han har tidligere skrevet manuskript til alle øvrige film, men i dette pt. sidste kapitel i sagaen om Chucky, ja der har han fejlet med både instruktion og manuskript. Det kræver sin mand (eller kvinde) at holde sig fra fjernbetjeningens sluk-knap.

Minianmeldelse: “Mother of Tears” (2007)

Det skorter ikke på det makabre hos Argento.

Der laves alt for få film om hekse. Alt for få! Derfor havde jeg også, til trods for, at jeg ikke er den største fan af Dario Argentos horrorfilm, set frem til instruktørens sidste del i “Modertrilogien” – den sadistiske “Mother of Tears” (2007). Filmen slutter ringen, der blev begyndt med “Susperia” (1977) og som blev fulgt op med “Inferno” (1980).

Lad mig starte med filmens slutning: Den stinker! Ellers er der i filmen lige præcis den hekse-aura, som jeg elsker. Den kunststuderende Sarah Mandy (Asia Argento) er uforvarende med til at slippe en modbydelig heks løs, da hun bryder forseglingen på en ældgammel urne, der indeholder de jordiske rester af heksen, der kendes som The Mother of Tears. Pludselig hylles Rom i en tåge af kaos, voldelige hændelser, mord og selvmord efterhånden som alverdens hekse samles til sabbat i den italienske hovedstad.

Tortur og sex ... en giftig cocktail i "Mother of Tears"

Filmen har Argentos umiskendelige fingeraftryk, men den når dog hverken “Suspiria” eller “Inferno” til sokkeholderne. Især er den påtvungne engelske tale (som desværre kendetegner mange af Argentos film) et ikke ubetydeligt irritationsmoment. Så tal dog italiensk, når nu filmen foregår i Italien blandt italienere. Dens voldelige scener skriver sig fint ind i tidens trend, og Argento lever rent faktisk ganske bogstaveligt op til begrebet Torture porn. Men en særligt god film, ja det er “Mother of Tears” ikke!

Unge kriminelle, en øde ø, en psykopat på fri fod og bidske køtere i “Wilderness”

It's not about revenge. It's about punishment.

Michael J. Bassetts britiske horrorfilm “Wilderness” (2006) er en tour de force i brutalitet. Det er en om ikke nyskabende, så dog stærkt underholdende film, der holder tempoet fra start til slut … og så er væmmelsesfaktoren også ganske høj!

En gruppe ungdomsforbrydere, nogle slemmere og mere grusomme end andre, er indirekte skyld i, at en medfange begår selvmord, da de har udsat ham for kontinuerlig, mental terror. Straffen for denne handling bliver, at de alle sammen skibes til en øde ø, hvor de skal rehabiliteres. Med sig har de fangevogteren og genopdrageren Steve (Sean Pertwee fra “Dog Soldiers”), der får sin sag for med de kriminelle knægte. Ikke mindst, da han opdager, at en gruppe kriminelle piger befinder sig på selvsamme ø.

Mobning, der fører til selvmord ...

Men på øen er det ikke blot pigerne, der uventet gør deres entré, også en camoufleret morder med et kobbel vilde, blodtørstige hunde driver sit uvæsen … og én for én bliver de kriminelle ynglinge ofre for den militærkyndige psykopats dødsleg. Spørgsmålet er, om de unge forbrydere uforvarende er stødt på en tilfældig morder, om de har invaderet hans enemærker, eller om der er system bag morderens brutale likvideringer? Det viser sig til slut, hvis man da ikke allerede inden da gennemskuer plottet, hvem der står bag.

Filmen er en effektiv gyser i splattergenren, der dyrker væmmelsen og brutaliteten – dog ikke på bekostning af skuespil og plot. For selvom plottet er klassisk og ganske skematisk, og man hurtigt lægger to og to sammen, så fungerer det forbavsende godt. De unge skuespillere leverer ligeledes fine præstationer, og alt i alt er filmen et anbefalelsesværdigt bekendtskab til en aften med gys, gru og gib i nakkehårene!

Den hals kan næppe flikkes sammen igen!

Især er hundescenerne energiske og fyldt med adrenalin, og det har altid for undertegnedes vedkommende været forbundet med udpræget afsky at se sådanne bæster med veludrustede tandsæt flå sig vej ind til en skrigende mands tarme. Hunde er ikke altid menneskets bedste ven, hvilket ikke blot “Wilderness” vidner om, men også genreklassikere som f.eks. Lewis Teagues “Cujo” (1983) og Samuel Fullers “White Dog” (1982).

Michael J. Bassetts “Wilderness” skriver sig fint ind i rækken af de senere års gode britiske horrorflicks som f.eks. Neil Marshalls “The Descent” (2005), Neil Marshalls “Dog Soldiers” (2002), Danny Boyle “28 Days Later” (2002) og Paddy Breathnach “Shrooms” (2007).

Sean Pertwee er en hård hund, men er han hårdere end de ægte af slagsen?

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

%d bloggers like this: