Blogarkiv

Filmanmeldelse: “Maniac Cop” (1988)

Robert Z'Dar som Matt Cordell aka Maniac Cop ... køn er han ikke!

Der var alt andet end mangel på blodtørstige psykopater i 80’ernes horrorfilmsuniverser. Her huserede de mest ækle af slagsen, og celebre monstre som Michael Myers, Jason Voorhees og Freddy Krueger terroriserede på grummeste vis deres sagesløse ofre. Både dem i filmen, men også dem foran skærmen. Det var i 80’erne, at disse væmmelige og vederstyggelige monstre havde deres absolutte storhedstid.

Men selvom denne mordertrio i dag hører til blandt de bedst kendte fra pastelæraen, så var der en lind strøm af andre ubehagelige karakterer, som i dag – i hvert fald i den brede offentlighed – er gledet i glemsel. Her ikke mindst William Lustigs og Larry Cohens maniske politibetjent Matt Cordell, der bliver spillet af mister square jaw, Robert Z’Dar, i “Maniac Cop”-trilogien, der blev produceret i årene 1988, 1990 og 1993.

New Yorks gader er blevet usikre. Uskyldige mennesker bliver aflivet af en manisk, ja nærmest dæmonisk, psykopatbetjent, der nat efter nat tager på slagtertur i The Big Apple. Ingen kan vide sig sikre, alle er i farezonen. Men hvem er det tårnhøje monster, der tager livet af sine ofre med en lang kniv, han har skjult i politikniplen? Hvem er det, der kvæler kvinder, skærer halsen over på dem og som ikke er modtagelig for en sværm af kugler affyret på klos hold?

Sådan kan det gå, hvis man kommer for tæt på Cordell...

Dette forsøger den hærdede New Yorker-betjent Fank McCrae (Tom Watkins) at finde ud af. Men det er ikke så lige til, når ens overordnede er emsige paragrafryttere, der foretrækker at styre byen bag deres skriveborde, hvor de er på sikker afstand fra volden, og som ikke gider lytte til fornuft. Så Watkins tager sagen i egen hånd, og da gadebetjenten Jack Forrest, der spilles af kultikonet Bruce Campbell, fængsles for mordene, er Watkins den eneste, der ikke tror, at det er ham. Morderen er stadig på fri fod, og Watkins kæmper mod tiden!

“Maniac Cop” er ægte, uforfalsket 80’er-nostalgi, der vækker mindelser om lørdags(u)hygge med moviebox og en alvorlig stak skræmmende gyserfilm på VHS fra den lokale filmpusher. Det er herligt, at denne kultklassiker også har fundet vej til udgivelse herhjemme, hvor filmmarkedet i almindelighed (og horrormarkedet i særdeleshed!) ellers er en relativ trimmet og forkølet fornøjelse at gå på jagt i.

Men selvom “Maniac Cop” ér en fin horrorflick, så gik William Lustigs forsøg på at starte en ny slasher-franchise dog ikke som forventet, og det blev blot til tre film, hvor de to sidste i serien kvalitetsmæssigt ikke kan hamle op med den første. Ingen af filmene er mesterværker, og især kan dialogen til tider virke en smule forkrampet. Men “Maniac Cop” har alt det, der udgør en ægte horrorkultklassiker: Fede slasher-scener, en modbydelig psykopat og en lækker atmosfære, der bakkes op af et cool soundtrack!

Og så optræder selveste Sam Raimi i en lille cameo som journalist ... cool!

Filmen er ikke blegnet over årene, og jeg var godt underholdt af psykopatbetjenten Cordells morderiske udskejelser. Filmen tager sig ydermere godt ud i sine nye HD-klæder, og det er fantastisk, at man lancerer en titel som denne på Blu-ray. “Maniac Cop” er i den grad en film, der kan tåle et gensyn – ikke mindst for nostalgiens skyld! Hvis man er fan af 80’er-horror, bør man ikke snyde sig selv for “Maniac Cop”. Man kan med andre ord ikke komme udenom Cordell, hvis man er slasher-fan!

Det er Soul Media, der har udgivet “Maniac Cop” – og tak for det, i øvrigt – i en udgave, der desværre er helt og aldeles blottet for ekstramateriale. Til gengæld er der tale om en dobbeltudgivelse, hvor man både får filmen på dvd og Blu-ray. Det kan undre, at man gør dette, da Soul Media samtidig udgiver filmen som en singledvd-udgivelse. Man burde have undladt at producere en dobbeltudgave, og i stedet have købt rettighederne til noget af det ekstramateriale, der er blevet produceret til filmen. Just a hint!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Filmanmeldelse: “Scream 4” (2011)

Ghostface er ikke kun gal! Nej, han er seriøst pissed off ... og jaloux, i øvrigt!

Lad mig allerede her skrive, hvis man ikke orker at læse anmeldelsens fulde længde af 716 ord, at “Scream 4” er fantastisk fornøjelig slasherunderholdning, der giver den fuld skrue på mordhalløjet. Ghostface er tilbage … og han er godt gal i skralden!

Vi er tilbage i Woodsboro, den yngre generations Haddonfield, der stadig er sørgeligt bevidst om sin uhyggelige og triste fortid. Sidney Prescott er for en kort stund, tror hun, vendt tilbage til byen for at promovere sin nye selvudleverende biografi/selvhjælpsbog, der bærer titlen Out of Darkness. Hvad hun er lykkeligt uvidende om på dette tidspunkt i filmen, er, at mørket endnu ikke har sluppet taget i hende.

Hun har knap nok svunget sine ben ud af bilen, førend ligene begynder at hobe sig op omkring hende. En række unge mennesker modtager de for filmserien obligatoriske telefonopkald, hvor en hæs Ghostface annoncerer vedkommendes snarlige død. Ja, nu (i denne smartphone-æra) kan man endog downloade en app. til sin iPhone, der forvrænger ens stemme og gør den Ghostface-agtig! Legen er i gang, og teenagerne falder som døgnfluer!

Ghostface har adgang til alt ... også Sidneys bagagerum!

Ghostface har adgang til alt ... også Sidneys bagagerum!

“Scream 4” er et overflødighedshorn af idérige aflivningsmetoder, der er så grumme og overdrevne, at man både griner og gyser. Her finder man alt fra en impromptu – og naturligvis ufrivillig – tarmfjernelse med dolk til kastration med pistol videre til en hardcore udgave af det hvide snit. Det ér gys, men det er også gyserkomik … og det fungerer fortræffeligt!

Det er horrorgøgl og gysergalimatias af fineste skuffe, og selvom skrækmomenterne er få, hvilket kan have noget med undertegnedes hårde hud på nethinderne at gøre, så vinder dette fjerde kapitel i “Scream”-sagaen ved sin charmerende genkendelighed, sin nostalgisk (u)hyggelige atmosfære og – ikke mindst – evnen til på troværdig og overbevisende facon at holde liv i Ghostface, der jo for alvor og for længst har gjort sig berettiget til at mænge sig med andre maskemonstre, der findes i de farverige slasheruniverser.

Jeg vil derfor vove den påstand, at hvis man kunne li de første tre “Scream”-film, så vil den fjerde, der jo igen er instrueret af den garvede horrorrotte Wes Craven og skrevet af Kevin Williamson, også falde i ens smag. Og selvom filmens tagline lyder New Decade, New Rules – den kunne også lyde New Generation, New Actors – så er der igen blevet plads til det originale “Scream”-cast.

Unge og smukke ... men ikke udødelige!

Så Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette skal vi heldigvis ikke undvære. De optræder i deres, kan man vidst roligt sige, ikoniske roller som Sidney Prescott, Gale Weathers og Dewey Riley. Men også den yngre generations “rising stars” er velrepræsenteret på rollelisten: Emma Roberts, Hayden Panettiere, Rory Culkin og – i to mindre roller – Anna Paquin og Kristen Bell.

“Scream 4” er en metafilm x3, der fortsat hager sig fast i den postmodernitet, Craven var med til at introducere i genren i 90’erne. Filmen er selvreflekterende, selvrefererende og selvironisk! Den er også mediekritisk, og skildrer fint den “online”-kultur, vi alle er blevet en del af på godt og ondt. Jeg kommer til at tænke på et citat fra George A. Romeros “Diary of the Dead” (2007), hvor en af karaktererne spørger: If it didn’t happen on camera, it’s like it didn’t happen, right?

I “Scream 4” er en af karaktererne netop sygeligt optaget af at dokumentere alt, hvad der sker omkring ham. Han render rundt med et konstant fastmonteret kamera på hovedet, der uploader hele hans dag til en hjemmeside. Virkeligheden, dagligdagen og det ikke-virtuelle liv er blevet uløseligt forbundet med vores brug af medierne, ikke mindst de sociale af slagsen.

Og ja, Mary McDonnell er også med ... overlever hun mon denne scene?

Der er skruet op for slasherelementerne, der har fået et alvorligt nøk op på morbiditets-kurven. Ghostface er som en rabiesinficeret køter, der sprætter og stikker og dolker og slasher og kaster rundt med sine ofre. Denne opgradering af voldsfaktoren kan ses som en naturlig konsekvens – en naturlig genreevolution – af den mainstreampopularitet som mere visuelt hardcore film som eksempelvis “Saw”-serien og “Hostel”-serien har opnået. Og dette er jo netop et klassisk genretræk: Flere og voldsommere mord!

Jeg var underholdt, endog over forventning, af “Scream 4”, der i min optik er Cravens bedste film siden, ja siden den første “Scream” fra 1996. Så jeg glæder mig allerede til, at “Scream” nummer 5 og 6, som det jo rygtes vil blive instrueret, dukker op i fremtiden!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

%d bloggers like this: