Blogarkiv

Unge kriminelle, en øde ø, en psykopat på fri fod og bidske køtere i “Wilderness”

It's not about revenge. It's about punishment.

Michael J. Bassetts britiske horrorfilm “Wilderness” (2006) er en tour de force i brutalitet. Det er en om ikke nyskabende, så dog stærkt underholdende film, der holder tempoet fra start til slut … og så er væmmelsesfaktoren også ganske høj!

En gruppe ungdomsforbrydere, nogle slemmere og mere grusomme end andre, er indirekte skyld i, at en medfange begår selvmord, da de har udsat ham for kontinuerlig, mental terror. Straffen for denne handling bliver, at de alle sammen skibes til en øde ø, hvor de skal rehabiliteres. Med sig har de fangevogteren og genopdrageren Steve (Sean Pertwee fra “Dog Soldiers”), der får sin sag for med de kriminelle knægte. Ikke mindst, da han opdager, at en gruppe kriminelle piger befinder sig på selvsamme ø.

Mobning, der fører til selvmord ...

Men på øen er det ikke blot pigerne, der uventet gør deres entré, også en camoufleret morder med et kobbel vilde, blodtørstige hunde driver sit uvæsen … og én for én bliver de kriminelle ynglinge ofre for den militærkyndige psykopats dødsleg. Spørgsmålet er, om de unge forbrydere uforvarende er stødt på en tilfældig morder, om de har invaderet hans enemærker, eller om der er system bag morderens brutale likvideringer? Det viser sig til slut, hvis man da ikke allerede inden da gennemskuer plottet, hvem der står bag.

Filmen er en effektiv gyser i splattergenren, der dyrker væmmelsen og brutaliteten – dog ikke på bekostning af skuespil og plot. For selvom plottet er klassisk og ganske skematisk, og man hurtigt lægger to og to sammen, så fungerer det forbavsende godt. De unge skuespillere leverer ligeledes fine præstationer, og alt i alt er filmen et anbefalelsesværdigt bekendtskab til en aften med gys, gru og gib i nakkehårene!

Den hals kan næppe flikkes sammen igen!

Især er hundescenerne energiske og fyldt med adrenalin, og det har altid for undertegnedes vedkommende været forbundet med udpræget afsky at se sådanne bæster med veludrustede tandsæt flå sig vej ind til en skrigende mands tarme. Hunde er ikke altid menneskets bedste ven, hvilket ikke blot “Wilderness” vidner om, men også genreklassikere som f.eks. Lewis Teagues “Cujo” (1983) og Samuel Fullers “White Dog” (1982).

Michael J. Bassetts “Wilderness” skriver sig fint ind i rækken af de senere års gode britiske horrorflicks som f.eks. Neil Marshalls “The Descent” (2005), Neil Marshalls “Dog Soldiers” (2002), Danny Boyle “28 Days Later” (2002) og Paddy Breathnach “Shrooms” (2007).

Sean Pertwee er en hård hund, men er han hårdere end de ægte af slagsen?

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Et koben kan også gøre ondt … men en blodig dolk er trods alt væmmeligere!

Da jeg bestilte “F” (2010) hjem i går, googlede jeg samtidig lidt info om den britiske horrorfilm. Det betød, at jeg fandt frem til to om ikke direkte interessante, så dog morsomme informationer: Den er instrueret af Johannes Roberts – jeg hedder Robert Johannes (ho, ho) – og så vidner det britiske dvdcover om censur. Det er den britiske kobensudgave til venstre, hvor den danske, med den blodige og overdimensionerende Rambo-dolk, er noget mere genreindikerende … og væmmelig, ikke mindst!

%d bloggers like this: