Blogarkiv

Minianmeldelse: “Son of Dracula” (1943)

Lon Chaney Jr. er en tam Dracula

Lon Chaney Jr. har med rette sin plads i filmhistorien, men han gør ikke en god figur som Dracula, eller Grev Alucard, som han hedder i Robert Siodmaks “Son of Dracula” fra 1943, der er den tredje film i rækken af Dracula-film, som Universal stod bag.

Grev Alucard (der i øvrigt er et palindrom for Dracula) har rykket teltpælene op og har forladt Europa. Han er rejst til New Orleans, hvor han har tænkt sig at slå kløerne i den mørkhårede femme fatale Katherine, der lever på en afsidesliggende og tågeindhyllet plantage. Her finder man alle de klassiske (og historisk valide) klichéer repræsenteret: fra negerslaver til en hvid plantageejer med militærbaggrund. Dog er der et tvist: Plantagen befinder sig i umiddelbar nærhed af en sump, hvor en heks (Dronning Zimba) spår Katherine en krank skæbne og som da også umiddelbart efter heksemødet bliver offer for en sådan, da hun møder Alucard i flagermus-udgave.

Og ud af tågen træder ... DRACULA!

Filmen er en lidt for letkøbt plotkopi af den originale fortælling, hvor den mest markante forskel består i ændringen af geografisk lokalitet. Jeg kan i øvrigt fortælle, at “Son of Dracula” er den første, hvor en vampyr forvandler sig til en flagermus on screen.

For at vende tilbage til mit kritiske udgangspunkt, så leverer Lon Chaney Jr. en alt andet end troværdig præstation som vampyr. Han besidder ingen af de fundamentale vampyrdyder, der f.eks. gjorde Bela Lugosi til en fascinerende Dracula. Chaney er ikke mystisk, han er ikke dragende, han er ikke farlig og han emmer på ingen måde af rå seksuel energi. Han er – med andre ord – en af de kedeligste vampyrer, der er blevet foreviget på celluloid … selv Leslie Nielsen er (næsten) bedre.

Bela Lugosi gjorde en mesterlig Dracula-figur!

Før Christopher Lee bød indenfor med I am Dracula and I welcome you to my house i Terence Fischers Dracula-film fra 1958,  før Frank Langella i 1979 konkluderede, at I am the king of my kind i John Badhams fortolkning af kongevampyrens liv og levned og før Gary Oldman i 1992 lakonisk konstaterede, at I am the last of my kind i Francis Ford Coppolas smukke og farverige vampyrfilm.

I never drink … wine!

Ja, før alle ovenstående Dracula-portrættører var der ungareren Bela Lugosi, der med vidunderlig accent i 1931 bød os velkommen med I am Dracula. I bid you welcome i Tod Brownings klassiske horrorfilm fra Universal Pictures.

De fleste kender Grev Dracula – de fleste har set en film eller to med ham – men ikke mange kan sætte navn på skuespillerne, der har portrætteret ham. Bela Lugosi var en eminent fortolker af karakteren, og der er flere vidunderlige scener i filmen fra 1931, der gør krav på at blive præsenteret særskilt.

Men én af de scener, jeg holder mest af – og som jeg altid ser frem til, når jeg sætter DVD’en i afspilleren – er scenen, hvor han hylder nattens børn og den vidunderlige musik, de skaber.

Scenen er ladet med en gotisk stemning, som kun Universal kunne skabe den. Bela Lugosis vidunderlige accent er som skabt til den transsylvanske greve, der i majestætisk velkomstpositur tager imod den stakkels Jonathan Harker på den gigantiske trappe, imens ulvene hyler udenfor.

Det er ikke en stairway to heaven ... langt fra!

Man fornemmer i sandhed uhyggen i hver en afkrog af det gamle slot, og man frygter for stakkels Harkes skæbne.

%d bloggers like this: