Blogarkiv

Filmanmeldelse: “Scream 4” (2011)

Ghostface er ikke kun gal! Nej, han er seriøst pissed off ... og jaloux, i øvrigt!

Lad mig allerede her skrive, hvis man ikke orker at læse anmeldelsens fulde længde af 716 ord, at “Scream 4” er fantastisk fornøjelig slasherunderholdning, der giver den fuld skrue på mordhalløjet. Ghostface er tilbage … og han er godt gal i skralden!

Vi er tilbage i Woodsboro, den yngre generations Haddonfield, der stadig er sørgeligt bevidst om sin uhyggelige og triste fortid. Sidney Prescott er for en kort stund, tror hun, vendt tilbage til byen for at promovere sin nye selvudleverende biografi/selvhjælpsbog, der bærer titlen Out of Darkness. Hvad hun er lykkeligt uvidende om på dette tidspunkt i filmen, er, at mørket endnu ikke har sluppet taget i hende.

Hun har knap nok svunget sine ben ud af bilen, førend ligene begynder at hobe sig op omkring hende. En række unge mennesker modtager de for filmserien obligatoriske telefonopkald, hvor en hæs Ghostface annoncerer vedkommendes snarlige død. Ja, nu (i denne smartphone-æra) kan man endog downloade en app. til sin iPhone, der forvrænger ens stemme og gør den Ghostface-agtig! Legen er i gang, og teenagerne falder som døgnfluer!

Ghostface har adgang til alt ... også Sidneys bagagerum!

Ghostface har adgang til alt ... også Sidneys bagagerum!

“Scream 4” er et overflødighedshorn af idérige aflivningsmetoder, der er så grumme og overdrevne, at man både griner og gyser. Her finder man alt fra en impromptu – og naturligvis ufrivillig – tarmfjernelse med dolk til kastration med pistol videre til en hardcore udgave af det hvide snit. Det ér gys, men det er også gyserkomik … og det fungerer fortræffeligt!

Det er horrorgøgl og gysergalimatias af fineste skuffe, og selvom skrækmomenterne er få, hvilket kan have noget med undertegnedes hårde hud på nethinderne at gøre, så vinder dette fjerde kapitel i “Scream”-sagaen ved sin charmerende genkendelighed, sin nostalgisk (u)hyggelige atmosfære og – ikke mindst – evnen til på troværdig og overbevisende facon at holde liv i Ghostface, der jo for alvor og for længst har gjort sig berettiget til at mænge sig med andre maskemonstre, der findes i de farverige slasheruniverser.

Jeg vil derfor vove den påstand, at hvis man kunne li de første tre “Scream”-film, så vil den fjerde, der jo igen er instrueret af den garvede horrorrotte Wes Craven og skrevet af Kevin Williamson, også falde i ens smag. Og selvom filmens tagline lyder New Decade, New Rules – den kunne også lyde New Generation, New Actors – så er der igen blevet plads til det originale “Scream”-cast.

Unge og smukke ... men ikke udødelige!

Så Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette skal vi heldigvis ikke undvære. De optræder i deres, kan man vidst roligt sige, ikoniske roller som Sidney Prescott, Gale Weathers og Dewey Riley. Men også den yngre generations “rising stars” er velrepræsenteret på rollelisten: Emma Roberts, Hayden Panettiere, Rory Culkin og – i to mindre roller – Anna Paquin og Kristen Bell.

“Scream 4” er en metafilm x3, der fortsat hager sig fast i den postmodernitet, Craven var med til at introducere i genren i 90’erne. Filmen er selvreflekterende, selvrefererende og selvironisk! Den er også mediekritisk, og skildrer fint den “online”-kultur, vi alle er blevet en del af på godt og ondt. Jeg kommer til at tænke på et citat fra George A. Romeros “Diary of the Dead” (2007), hvor en af karaktererne spørger: If it didn’t happen on camera, it’s like it didn’t happen, right?

I “Scream 4” er en af karaktererne netop sygeligt optaget af at dokumentere alt, hvad der sker omkring ham. Han render rundt med et konstant fastmonteret kamera på hovedet, der uploader hele hans dag til en hjemmeside. Virkeligheden, dagligdagen og det ikke-virtuelle liv er blevet uløseligt forbundet med vores brug af medierne, ikke mindst de sociale af slagsen.

Og ja, Mary McDonnell er også med ... overlever hun mon denne scene?

Der er skruet op for slasherelementerne, der har fået et alvorligt nøk op på morbiditets-kurven. Ghostface er som en rabiesinficeret køter, der sprætter og stikker og dolker og slasher og kaster rundt med sine ofre. Denne opgradering af voldsfaktoren kan ses som en naturlig konsekvens – en naturlig genreevolution – af den mainstreampopularitet som mere visuelt hardcore film som eksempelvis “Saw”-serien og “Hostel”-serien har opnået. Og dette er jo netop et klassisk genretræk: Flere og voldsommere mord!

Jeg var underholdt, endog over forventning, af “Scream 4”, der i min optik er Cravens bedste film siden, ja siden den første “Scream” fra 1996. Så jeg glæder mig allerede til, at “Scream” nummer 5 og 6, som det jo rygtes vil blive instrueret, dukker op i fremtiden!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Reklamer

I dag lå Ghostface i postkassen … fantastisk!

Jeg skrev forleden, at jeg endnu ikke har fået set det fjerde kapitel i “Scream”-sagaen … og det til trods for, at jeg ikke blot er stor fan af den oprindelige trilogi, men også af Wes Craven. Så i dag lå nedenstående i postkassen. Og så lige til weekenden, herligt!

Jeg ved godt, at jeg skrev, at det skulle være Ghostfacefigur-udgaven, jeg ville investere i, men jeg besindede mig og fik i stedet den ordinære Blu-ray-udgave hjem. Ingen maske, ingen figur, intet filmgejl … kun filmen! Nå, men det korte af det lange er, at “Scream 4” vil blive den første horrorfilm, der vil blive anmeldt her på bloggen. Så stay tuned!

NB: Og ja, det ér et Jaws-krus, man kan skimte i baggrunden. Man drikker naturligvis mokka af sin favorit når dyr går amok-film, ikk’?

%d bloggers like this: