Blogarkiv

“Jaws” udgives endelig på Blu-ray

Amity Island had everything. Clear skies. Gentle surf. Warm water. People flocked there every summer. It was the perfect feeding ground.

Amity Island had everything. Clear skies. Gentle surf. Warm water. People flocked there every summer. It was the perfect feeding ground.

Der findes film, man kan se igen og igen og igen. Film, som man aldrig bliver træt af. Film, som man investerer og geninvesterer i. Film, som man har stående i flere forskellige udgaver på hylden. Film, der betyder noget særligt for én. En sådan film er Steven Spielbergs helt igennem vidunderligt fortalte blockbuster “Jaws” (1975), der hører til blandt de bedste af sin slags, når man taler når dyr går amok-film. Det er en perle af en film. Alt i filmen er gennemført, og John Williams’ score giver krybende gåsehud. Det er en frydefuld gys, gru og gåsehuds-film, der fungerer på alle niveauer. Nu udgives hajklassikeren endelig og langt om længe på Blu-ray af Universal. Det sker den 14. august 2012, hvor filmen er sat til en Region A-udgivelse. Der er endnu ikke frigivet info omkring ekstramateriale.

Jeg skrev i øvrigt, da “Jaws” fyldte 30 i 2005, en kronik til Berlingske – “Freudiansk haj viser tænder” – som man kan læse her: KLIK.

Så er det igen blevet tid til (u)hygge med Bruce!

Og så er der jo det første “eye to eye”-møde mellem Bruce og Martin Brody, der spilles af salig Roy Scheider … FANTASTISK!!

Så er der hajer i farvandet…

One good bite deserves another!

Én af mine all time favoritfilm, ikke blot favorithorrorfilm, er Steven Spielbergs “Jaws” (1975). Det er måske den film, jeg har set fleste gange. Bruce, Brody, Quint og Hooper kan man ikke blive træt af! Det er dog år og dag siden, at jeg sidst har set de tre efterfølgere, der kom i kølvandet på Spielbergs succesfilm. Der er da også tale om en kvalitetsmæssig rutsjebanetur for franchisen, og især nummer tre i serien har fortabt sig i tågerne. Hvorom alting er, så kommer den snart til at stå på hajmaraton, da Bilka havde Jeannots Szwarcs “Jaws 2” (1978), Joe Alves’ “Jaws 3” (1983) og Joseph Sargents “Jaws 4: The Revenge” (1987) i en boks til blot 69 kroner … og det er et tilbud, man ikke kan gå forbi!

I ønskes alle en uhyggelig Halloween

Horrordagen numero uno har meldt sin ankomst!

Happy Halloween! Så er skrækkens dag oprundet … blot for at være lidt højstemt! I dag, i aften og i nat står i gåsehudens, myrepatternes, ståpelsens og væmmelsens tegn. Der er dømt gys, gru og gåsehud for alle pengene og i rå, blodige mængder, når aftenens potpourri af skrækperler skal konsumeres.

Her på adressen er Halloween også en traditionsrig dag, når talen falder på horrorfilm! Således er det dagen, hvor jeg i nævnte rækkefølge og med usvigelig sikkerhed genser Alfred Hitchcocks “Psycho” (1960), Steven Spielbergs “Jaws” (1975) og John Carpenters “Halloween” (1978).

Horrorquadrologien til aftenens horrormarathon

Men alt skal ikke være gammelkendt, der skal naturligvis også være plads til et nyt gys! Og i år afrundes Halloween med Srdjan Spasojevics udskældte og visse steder bandlyste “A Serbian Film” (2010) … det er her, at væmmelsen melder sin ankomst! Men, som skrevet, en uhyggelig Halloween til alle jer skrækelskere!

Tillykke med de 35 år, Bruce. Må du snart blive præsenteret i HD!

I år er det 35 år siden, at Bruce blev født. Det skete, da Spielberg valgte at omsætte Benchleys ord til billeder. Det er jeg glad for, at han gjorde. Fra middelmådig roman til filmisk mesterværk. Sådan kan det gå. Jeg skrev i øvrigt en kronik til Berlingske Tidende om “Jaws” (1975) – og Bruce, naturligvis – da den fyldte 30 i 2005. Den kan man læse her: Freudiansk haj viser tænder.

Det kunne være suverænt, hvis Universal fik taget sig sammen og smidt denne perle af en Når dyr går amok-film ud på Blu-ray i anledning af fødselsdagen … det ville jeg i hvert fald sætte stor pris på. Men ellers kan man jo fejre hajens fødselsdag ved at investere i nedenstående lækre sag, der jo helt sikkert vil pynte i enhver filmnørds samling.

Sættet kan – hvis man forelsker sig i det – købes via Amazon.com: Movie Maniacs Jaws Box Set
.

Et styk Bruce!

%d bloggers like this: