Blogarkiv

Filmanmeldelse: “Maniac Cop” (1988)

Robert Z'Dar som Matt Cordell aka Maniac Cop ... køn er han ikke!

Der var alt andet end mangel på blodtørstige psykopater i 80’ernes horrorfilmsuniverser. Her huserede de mest ækle af slagsen, og celebre monstre som Michael Myers, Jason Voorhees og Freddy Krueger terroriserede på grummeste vis deres sagesløse ofre. Både dem i filmen, men også dem foran skærmen. Det var i 80’erne, at disse væmmelige og vederstyggelige monstre havde deres absolutte storhedstid.

Men selvom denne mordertrio i dag hører til blandt de bedst kendte fra pastelæraen, så var der en lind strøm af andre ubehagelige karakterer, som i dag – i hvert fald i den brede offentlighed – er gledet i glemsel. Her ikke mindst William Lustigs og Larry Cohens maniske politibetjent Matt Cordell, der bliver spillet af mister square jaw, Robert Z’Dar, i “Maniac Cop”-trilogien, der blev produceret i årene 1988, 1990 og 1993.

New Yorks gader er blevet usikre. Uskyldige mennesker bliver aflivet af en manisk, ja nærmest dæmonisk, psykopatbetjent, der nat efter nat tager på slagtertur i The Big Apple. Ingen kan vide sig sikre, alle er i farezonen. Men hvem er det tårnhøje monster, der tager livet af sine ofre med en lang kniv, han har skjult i politikniplen? Hvem er det, der kvæler kvinder, skærer halsen over på dem og som ikke er modtagelig for en sværm af kugler affyret på klos hold?

Sådan kan det gå, hvis man kommer for tæt på Cordell...

Dette forsøger den hærdede New Yorker-betjent Fank McCrae (Tom Watkins) at finde ud af. Men det er ikke så lige til, når ens overordnede er emsige paragrafryttere, der foretrækker at styre byen bag deres skriveborde, hvor de er på sikker afstand fra volden, og som ikke gider lytte til fornuft. Så Watkins tager sagen i egen hånd, og da gadebetjenten Jack Forrest, der spilles af kultikonet Bruce Campbell, fængsles for mordene, er Watkins den eneste, der ikke tror, at det er ham. Morderen er stadig på fri fod, og Watkins kæmper mod tiden!

“Maniac Cop” er ægte, uforfalsket 80’er-nostalgi, der vækker mindelser om lørdags(u)hygge med moviebox og en alvorlig stak skræmmende gyserfilm på VHS fra den lokale filmpusher. Det er herligt, at denne kultklassiker også har fundet vej til udgivelse herhjemme, hvor filmmarkedet i almindelighed (og horrormarkedet i særdeleshed!) ellers er en relativ trimmet og forkølet fornøjelse at gå på jagt i.

Men selvom “Maniac Cop” ér en fin horrorflick, så gik William Lustigs forsøg på at starte en ny slasher-franchise dog ikke som forventet, og det blev blot til tre film, hvor de to sidste i serien kvalitetsmæssigt ikke kan hamle op med den første. Ingen af filmene er mesterværker, og især kan dialogen til tider virke en smule forkrampet. Men “Maniac Cop” har alt det, der udgør en ægte horrorkultklassiker: Fede slasher-scener, en modbydelig psykopat og en lækker atmosfære, der bakkes op af et cool soundtrack!

Og så optræder selveste Sam Raimi i en lille cameo som journalist ... cool!

Filmen er ikke blegnet over årene, og jeg var godt underholdt af psykopatbetjenten Cordells morderiske udskejelser. Filmen tager sig ydermere godt ud i sine nye HD-klæder, og det er fantastisk, at man lancerer en titel som denne på Blu-ray. “Maniac Cop” er i den grad en film, der kan tåle et gensyn – ikke mindst for nostalgiens skyld! Hvis man er fan af 80’er-horror, bør man ikke snyde sig selv for “Maniac Cop”. Man kan med andre ord ikke komme udenom Cordell, hvis man er slasher-fan!

Det er Soul Media, der har udgivet “Maniac Cop” – og tak for det, i øvrigt – i en udgave, der desværre er helt og aldeles blottet for ekstramateriale. Til gengæld er der tale om en dobbeltudgivelse, hvor man både får filmen på dvd og Blu-ray. Det kan undre, at man gør dette, da Soul Media samtidig udgiver filmen som en singledvd-udgivelse. Man burde have undladt at producere en dobbeltudgave, og i stedet have købt rettighederne til noget af det ekstramateriale, der er blevet produceret til filmen. Just a hint!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Der er ikke noget som en solid bunke weekendgys i postkassen

Der er ikke noget som at åbne sin postkasse og finde et par fede boblekuverter, der er spækket med gys. Det var netop, hvad jeg gjorde i formiddags, da jeg modtog Matt Reeves’ vampyrremake “Let Me In” (2010), Steven R. Monroes remake af kultklassikeren “I Spit On Your Grave” (2010), en omgang britisk psykopathorror “F” (2010) og – ikke mindst – Soul Medias Blu-ray/dvd-udgave af William Lustigs “Maniac Cop” (1988), som jeg glæder mig meget til at gense! Endnu en weekend i gysets tegn … lækkert!

Fantastisk! William Lustigs “Maniac Cop” på Blu-ray.

Fra venstre mod højre: Den amerikanske, britiske og danske udgave.

Endelig udgives William “Maniac” Lustigs fantastiske (ja, fantastiske!) “Maniac Cop” (1988) herhjemme … og så endda på Blu-ray! Soul Media, der udgiver filmen den 29. september, har endnu ikke oplyst, om de udgiver filmen med ekstramateriale. Det bliver dog en dobbeltudgivelse, hvor filmen også medfølger på dvd.

Soul Media skriver følgende om udgivelsen:

Du har ret til ikke at udtale dig … nogensinde! En ny og remastered version af Maniac Cop fra det originale materiale, nu med fantastisk HD-billedkvalitet og DTS-surround sound! Bruce Campbell (“The Evil Dead Trilogy”) og Tom Atkins (“Lethal Weapon”) spiller hovedrollerne i denne hæsblæsende kultklassiker!

En uniformeret betjent myrder brutalt uskyldige mennesker på New Yorks gader. Den unge betjent Jack Forrest (spillet af Bruce Campbell) bliver pludselig den hovedmistænkte, da hans kone bliver myrdet. Betjenten Frank McCrae (Tom Atkins) undersøger de mystiske mord og får mistanke om en sammensværgelse inden for egne rækker, og imens stiger dødstallet. Denne “Maniac Cop” må stoppes, men det er lettere sagt end gjort! Han er ikke nogen almindelig mand. Han er umenneskelig, drevet af overnaturlige kræfter og klar til at kæmpe mod hele politistyrken for at få hævn!

Filmen udgives også af britiske Arrow Films (den 3. oktober) og amerikanske Synapse Films (den 11. oktober) … så der er nok udgaver at vælge imellem.

Den amerikanske Synapse Films-udgave – der i øvrigt er regionsfri – har følgende ekstramateriale at byde på … klik her:

  • MANIAC COP MEMORIES – Interview with Robert Z’Dar (HD)
  • OUT THE WINDOW – Interview with Tom Atkins (HD)
  • THREE MINUTES WITH DANNY HICKS Featurette (HD)
  • Motion Still Gallery (HD)
  • Theatrical Trailer and TV Spots
  • Additional Scenes Filmed for Japanese Television
  • Spanish Radio Spot

Og den britiske fra Arrow Films kan mønstre dette … klik her:

  • Reversible sleeve with original and newly commissioned artwork
  • Double-sided fold-out artwork poster
  • Collector’s booklet featuring brand new writing on the film by author Troy Howarth and The Original Maniac: An interview with William Lustig, adapted from Calum Waddell’s book Taboo Breakers
    SPECIAL FEATURES:
  • Brand new High Definition transfer of film
  • Exclusive UK introduction to the film from star Tom Atkins
  • Doomed Detective: Tom Atkins on Maniac Cop
  • Lady of the Night: Laurene Landon remembers Maniac Cop
  • Scripting a new Slasher Super-Villain: Larry Cohen on Matt Cordell
  • Trailer

William Lustig instruerede selv alle tre film i trilogien, der har manuskript af Larry “It’s Alive” Cohen. Vi kan blot håbe, at de to andre film i serien følger i kølvandet på den første … og gerne på Blu-ray, tak!

Der blev i øvrigt instrueret en “Maniac Cop“-kortfilm (fan-film) i 2008 af Chris R. Notarile, der skulle medvirke til at kickstarte franchisen igen. Det lykkedes ikke efter hensigten, men her er filmen.

%d bloggers like this: