Blogarkiv

Minianmeldelse: “Friday the 13th” (2009)

En vigtig regel i slasherfilm: Kig dig altid over skulderen i rette tid!

Der er løbet meget vand under broen, siden Sean S. Cunningham i 1980 gav liv til filmserien om Jason Voorhees, der gør livet yderst besværligt for liderlige teenagere ved Crystal Lake-søen. Med dette remake har den tyske Hollywood-instruktør Marcus Nispel injiceret genren med en ny, gigantisk bodybuilder-udgave af psykopaten med den let genkendelige ishockeymaske og den skarpslebne machete. Jason er født på ny, men hans dagsorden lyder stadig: dræb, dræb, dræb og … dræb!

En lignende monsterevolution sporer man også hos Rob Zombie, der i sin første genfortolkning af “Halloween” (2007) gjorde Myers til en solid og hærdebred kleppert. Og i “Halloween 2” (2009), er han blevet så gigantisk, at han snildt vælter biler ved ren og skær muskelkraft. Jeg tør slet ikke at tænke på, hvor stor han bliver i Patrick Lussiers “Halloween III“, der er sat til premiere i 2012.

Og nej, de kigger sig ALDRIG over skulderen i rette tid!

Men er bigger better? Nej, ikke ubetinget! Genren har for længst mistet sit lettere amatøragtige independent-look og er nu – på godt og ondt – blevet opslugt af den hollywoodske pengemølle. Marcus Nispels “Friday the 13th” (2009) er så finpudset, at man rent faktisk keder sig. Den forholder sig sterilt til genren og opbyder intet nyt, hvilket gør de betragtelige 105 minutter til lidt af en tour de force at overstå. For et nyt publikum vil den måske virke tiltrækkende. Dog når den ikke de(n) originale til sokkeholderne. Ej heller selvom Jason er blevet gjort monstrøst stor!

Reklamer

Lidt mere Freddy i HD…

Mere Freddy i HD!

Og nu, hvor vi har fat i Freddy, så skal det naturligvis også nævnes, at der den 27. september udkom en dobbeltudgivelse på Blu-ray, der indeholder filmene “A Nightmare on Elm Street Part 2: Freddy’s Revenge” (Jack Sholder, 1985) og “A Nightmare on Elm Street 3: Dream Warriors” (Chuck Russell, 1987). Så hvis disse to er ens absolutte Freddy-favoritter, ja så kan man jo spare sig udgifterne til boksen!

Udgivelsens bagcover ... tryk for stor udgave!

Dobbeltudgivelsen kan blandt andet købes hos Planet Axel til den favorable pris af 90 kroner: KLIK.

Syv film med monsterikonet Freddy er ude i dvd-boks fra Warner Bros.

One, two, Freddy's coming for you. Three, four, better lock your door. Five, six, grab your crucifix. Seven, eight, gonna stay up late. Nine, ten, never sleep again.

Vi nærmer os med stormskridt den helt store horrordag: Halloween! Det betyder, at mange af de store distributører støver deres bagkataloger igennem for titler, der kan lanceres på ny på denne skrækkens dag. Det gør sig også gældende for Warner Brothers, der netop i dag har sendt en ny 8 disc-boks med syv “A Nightmare On Elm Street”-film i handlen. Det ærgrer mig, at de ikke samtidig sender filmene ud på Blu-ray herhjemme! Ikke mindst fordi, at Warner Bros. i England i går lancerede nedenstående … vi halter altid efter herhjemme, desværre!

Freddy i HD ... dét er sagen!

Den danske dvd-boks (og  den britiske Blu-ray-boks) indeholder følgende syv film:

Et par hurtige ord om Carpenters “Halloween”

Den mest ikoniske introskærm til den mest ikoniske Halloween-film

John Carpenters “Halloween” fra 1978 tøver jeg ikke med at kalde et mesterværk. Der er tale om et perfekt orkestreret stykke horror, der fungerer på alle niveauer. Det er filmen, der for alvor satte gang i den subgenre – slashergenren – der i de sene 70’ere og tidlige 80’ere gik som en løbeild gennem den amerikanske filmindustri.

Carpenters independentfilm betød, at maskerede monstre som den ishockeymaskebærende Jason Voorhees i Sean S. Cunninghams “Friday the 13th” fra 1980 og den til ukendelighed forbrændte Freddy Krueger i Wes Cravens “A New Nightmare on Elm Street” fra 1984 blev født. Senere (i den postmoderne slasherbølge) dukker der nye maskemordere op som f.eks. Ghostface i Wes Cravens “Scream” fra 1996 og The Fisherman i Jim Gillespies “I Know What You Did Last Summer” fra 1997. Film, der alle står i gæld til “Halloween”.

Vend dig om, Laurie ... ellers tager bøhmanden dig!

Jamie Lee Curtis (80’ernes ultimative scream queen) er datter af Tony Curtis og Janet Leigh. Sidstnævnte gav den som scream queen i 60’erne, da hun i rollen som Marion Crane dolkes til døde af Norman Bates i Alfred Hitchcocks mesterværk “Psycho” fra 1960. En film, der hyldes flere steder i “Halloween”. Jamie Lee Curtis fortsatte sin horrorkarriere i film som John Carpenters “The Fog” (1980), Roger Spottiswoodes “Terror Train” (1980), Paul Lynch’ “Prom Night” (1980) og Rick Rosenthals “Halloween II” (1981), der fungerer som en direkte fortsættelse af begivenhederne i den første film. Curtis havde seriøst travlt i 1980!

“Halloween” er egentligt ikke specielt logisk, den er fyldt med plothuller, men fungerer som et suverænt stykke horrorkunst. Der er – sammenlignet med mange af de film, der kom i kølvandet på “Halloween” – forbløffende lidt visuel vold og stort set intet blod. Mange kritikere fandt dog filmen smagløs og uintelligent, da den havde premiere i 1978. Men Roger Ebert hørte til blandt de få, der kunne se storheden i filmen, og at den havde blivende værdi. Han gav den flotte 4 ud af 4 stjerner!

Michael “The Shape” Meyers er et perfekt billede på den omnipotente ondskab. Ondskaben er et konstant element i vore samfund, og ligegyldigt hvad vi gør, så vil den altid være til stede. Dette symboliseres via den udødelighed, der knytter sig til Michael.

a

Jamie Lee Curtis ... 80'ernes ukronede scream queen.

Musikken er simpel, men ufatteligt nervepirrende. Den fungerer som et bølgende lydbillede, der under hele filmen holder seeren i ave. Fotograferingen (med POV-shots) er intelligent, om end netop dette var et element ved filmen, der blev kritiseret – for man kunne da ikke tillade, at seeren skulle identificere sig med morderen!

“Halloween” er en film, der skal ses mindst én gang om året – og helst den 31. oktober…

En psykopat er på fri fod i “Terror Train”

The Boys & Girls of Sigma Phi. Some Will Live, Some Will Die.

Så fik jeg genset terrortoget med Jamie Lee Curtis, som jeg altid har prist som værende en af de bedre, ikke bedste, film inden for (sub)genren. Nedenstående indeholder i øvrigt spoilers, så er I advaret!!

I Roger Spottiswoodes canadiske slasher “Terror Train” (1980) har en gruppe ucharmerende medicinstuderende udset sig den godtroende nørd Kenny Hampson (Derek McKinnon) til at være ufrivillig hovedaktør i en ondskabsfuld spøg. Kenny forledes i filmens prolog til at tro, at han skal have sex med den smukke Alana Maxwell (Jamie Lee Curtis) – sådan forholder det sig dog langtfra!

Sagen er den, at spøgefuglene har formået at fremskaffe liget af en kvinde, og skjult bag et gardin sidder Alana som en sensuel og forførende sirene, der skal lokke Kenny op i sengen til liget. Alt imens den uvidende Kenny forbereder sig på at skulle miste sin mødom til den populære Alana, venter iscenesætterne af spøgen bag soveværelsesdøren parate til at springe frem og overraske den ydmygede og afklædte yngling in flagrante delicto med den døde kvinde. Spøgen slår fejl, og det hele ender i katastrofe: Kenny går i panik og bliver så traumatiseret af mødet med den døde kvinde, at han indlægges på et mentalhospital.

Stakkels Alana med dårlig samvittighed ... et karaktertræk, der er med til at redde hende.

Herefter bringer et flashforward os tre år frem i tiden, hvor en maskeret morder (på et tog fyldt med festende og udklædte afgangsstuderende) slagter de selvsamme medicinstuderende, der udsatte Kenny for nekrofilspøgen tre år tidligere. Én efter én bliver de ofre for en morder, der med slet skjulte referencer til filmhistorien maskerer sig som Groucho Marx og The Creature From the Black Lagoon.

En maskemorder søger den genreobligatoriske hævn.

Det er en genrekonvention, at det må være den forulempede Kenny, der gemmer sig bag maskerne. Blandt andre filmforskeren Vera Dika påpeger i bogen “Games of Terror”, at strukturen i slashergenren ofte (ikke altid) centrerer sig omkring et hævnmotiv.

Og ja, i “Terror Train” er morderen ganske rigtigt Kenny, der er ude på hævntogt for den ydmygelse, der traumatiserede ham. Maskeringen af morderen er interessant, da den i “Terror Train” optræder på flere niveauer. Ikke blot skifter Kenny kostume og maske for hvert mord, han begår – hvilket gør det svært for seeren at identificere (at deducere sig frem til) morderen – han har også under hele filmen optrådt som kvindelig assistent for en tryllekunstner, hvilket først afsløres i filmens afsluttende scene, hvor Alana Maxwell konfronterer og demaskerer denne og dermed afslører Kenny.

Ja, det er David Copperfield, der spiller tryllekunstneren.

Denne type maskering/transformering (udklædningen som kvinde) forbinder filmen med for eksempel Alfred Hitchcocks “Psycho” (1960), Brian De Palmas “Dressed to Kill” (1980) og Jonathan Demmes “The Silence of the Lambs” (1991), hvor man kan plædere for et transvestit-tema.

Instruktøren af “Terror Train” (Roger Spottiswoode) fik da også at vide, at han skulle forsøge at genskabe “Psycho” … bare på et tog med teenagere, hvilket man kan læse mere om i Adam Rockoffs anbefalelsesværdige gennemgang af slashergenren i bogen “Going to Pieces: The Rise and Fall of the Slasher Film, 1978-1986”.

I “Terror Train” indtræder Jamie Lee Curtis i øvrigt i den for hende typiske rolle som The Final Girl. Begrebet blev defineret af Carol J. Clover i hendes bog “Men, Women, and Chainsaws: Gender in the Modern Horror Film”. Begrebet dækker over den pige/kvinde, der til sidst i en horrorfilm konfronterer og besejrer monsteret/psykopaten. Clover mener, at der i løbet af filmen sker et identitetsskift, hvor seeren først deler perspektiv med monsteret/psykopaten for efterfølgende at foretage et skift til The Final Girl.

Tre suveræne bøger om slashergenren og dens monstre.

Til denne type rolle knytter der sig en række specifikke krav, der skal (hvis man vil overleve) efterleves. Dette konservative regelsæt dikterer blandt andet, at man skal holde sig fra narkotika, man må ikke ryge, drikke alkohol eller have sex. Hvis disse regler overholdes, er der en god chance for, at man vil overleve mødet med maskemorderen. Interessant er det da også, at Jamie Lee Curtis-karakteren Alana Maxwell drikker cola og spiser peanuts, imens de øvrige festende forlyster sig med champagne og pot.

At hun iscenesættes som et dydsmønster gøres eksplicit klart, da hun til en rygende person siger, at: “It’ll give you cancer”. Alanas kæreste har altså ret, da han lettere irriteret konstaterer, at hun “(…) always has to be little miss perfect”. Hun lever i sandhed op til sit navn, hvis man staver det bagfra … hun ér anal!

Ja, Alana ér blodig ... men hun overlever uhyrlighederne på terrortoget.

“Terror Train” er en fortrinlig retroslasher med miss scream queen numero uno! Det er en film, der er spækket med en fed 80’er-stemning og masser af slasher-nostalgi. En must see-film, hvis man er fan af genren!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

Filmanmeldelse: “Scream 4” (2011)

Ghostface er ikke kun gal! Nej, han er seriøst pissed off ... og jaloux, i øvrigt!

Lad mig allerede her skrive, hvis man ikke orker at læse anmeldelsens fulde længde af 716 ord, at “Scream 4” er fantastisk fornøjelig slasherunderholdning, der giver den fuld skrue på mordhalløjet. Ghostface er tilbage … og han er godt gal i skralden!

Vi er tilbage i Woodsboro, den yngre generations Haddonfield, der stadig er sørgeligt bevidst om sin uhyggelige og triste fortid. Sidney Prescott er for en kort stund, tror hun, vendt tilbage til byen for at promovere sin nye selvudleverende biografi/selvhjælpsbog, der bærer titlen Out of Darkness. Hvad hun er lykkeligt uvidende om på dette tidspunkt i filmen, er, at mørket endnu ikke har sluppet taget i hende.

Hun har knap nok svunget sine ben ud af bilen, førend ligene begynder at hobe sig op omkring hende. En række unge mennesker modtager de for filmserien obligatoriske telefonopkald, hvor en hæs Ghostface annoncerer vedkommendes snarlige død. Ja, nu (i denne smartphone-æra) kan man endog downloade en app. til sin iPhone, der forvrænger ens stemme og gør den Ghostface-agtig! Legen er i gang, og teenagerne falder som døgnfluer!

Ghostface har adgang til alt ... også Sidneys bagagerum!

Ghostface har adgang til alt ... også Sidneys bagagerum!

“Scream 4” er et overflødighedshorn af idérige aflivningsmetoder, der er så grumme og overdrevne, at man både griner og gyser. Her finder man alt fra en impromptu – og naturligvis ufrivillig – tarmfjernelse med dolk til kastration med pistol videre til en hardcore udgave af det hvide snit. Det ér gys, men det er også gyserkomik … og det fungerer fortræffeligt!

Det er horrorgøgl og gysergalimatias af fineste skuffe, og selvom skrækmomenterne er få, hvilket kan have noget med undertegnedes hårde hud på nethinderne at gøre, så vinder dette fjerde kapitel i “Scream”-sagaen ved sin charmerende genkendelighed, sin nostalgisk (u)hyggelige atmosfære og – ikke mindst – evnen til på troværdig og overbevisende facon at holde liv i Ghostface, der jo for alvor og for længst har gjort sig berettiget til at mænge sig med andre maskemonstre, der findes i de farverige slasheruniverser.

Jeg vil derfor vove den påstand, at hvis man kunne li de første tre “Scream”-film, så vil den fjerde, der jo igen er instrueret af den garvede horrorrotte Wes Craven og skrevet af Kevin Williamson, også falde i ens smag. Og selvom filmens tagline lyder New Decade, New Rules – den kunne også lyde New Generation, New Actors – så er der igen blevet plads til det originale “Scream”-cast.

Unge og smukke ... men ikke udødelige!

Så Neve Campbell, Courteney Cox og David Arquette skal vi heldigvis ikke undvære. De optræder i deres, kan man vidst roligt sige, ikoniske roller som Sidney Prescott, Gale Weathers og Dewey Riley. Men også den yngre generations “rising stars” er velrepræsenteret på rollelisten: Emma Roberts, Hayden Panettiere, Rory Culkin og – i to mindre roller – Anna Paquin og Kristen Bell.

“Scream 4” er en metafilm x3, der fortsat hager sig fast i den postmodernitet, Craven var med til at introducere i genren i 90’erne. Filmen er selvreflekterende, selvrefererende og selvironisk! Den er også mediekritisk, og skildrer fint den “online”-kultur, vi alle er blevet en del af på godt og ondt. Jeg kommer til at tænke på et citat fra George A. Romeros “Diary of the Dead” (2007), hvor en af karaktererne spørger: If it didn’t happen on camera, it’s like it didn’t happen, right?

I “Scream 4” er en af karaktererne netop sygeligt optaget af at dokumentere alt, hvad der sker omkring ham. Han render rundt med et konstant fastmonteret kamera på hovedet, der uploader hele hans dag til en hjemmeside. Virkeligheden, dagligdagen og det ikke-virtuelle liv er blevet uløseligt forbundet med vores brug af medierne, ikke mindst de sociale af slagsen.

Og ja, Mary McDonnell er også med ... overlever hun mon denne scene?

Der er skruet op for slasherelementerne, der har fået et alvorligt nøk op på morbiditets-kurven. Ghostface er som en rabiesinficeret køter, der sprætter og stikker og dolker og slasher og kaster rundt med sine ofre. Denne opgradering af voldsfaktoren kan ses som en naturlig konsekvens – en naturlig genreevolution – af den mainstreampopularitet som mere visuelt hardcore film som eksempelvis “Saw”-serien og “Hostel”-serien har opnået. Og dette er jo netop et klassisk genretræk: Flere og voldsommere mord!

Jeg var underholdt, endog over forventning, af “Scream 4”, der i min optik er Cravens bedste film siden, ja siden den første “Scream” fra 1996. Så jeg glæder mig allerede til, at “Scream” nummer 5 og 6, som det jo rygtes vil blive instrueret, dukker op i fremtiden!

Anmeldelsen er også bragt hos F&K :: Fiktion & Kultur … KLIK

I dag lå Ghostface i postkassen … fantastisk!

Jeg skrev forleden, at jeg endnu ikke har fået set det fjerde kapitel i “Scream”-sagaen … og det til trods for, at jeg ikke blot er stor fan af den oprindelige trilogi, men også af Wes Craven. Så i dag lå nedenstående i postkassen. Og så lige til weekenden, herligt!

Jeg ved godt, at jeg skrev, at det skulle være Ghostfacefigur-udgaven, jeg ville investere i, men jeg besindede mig og fik i stedet den ordinære Blu-ray-udgave hjem. Ingen maske, ingen figur, intet filmgejl … kun filmen! Nå, men det korte af det lange er, at “Scream 4” vil blive den første horrorfilm, der vil blive anmeldt her på bloggen. Så stay tuned!

NB: Og ja, det ér et Jaws-krus, man kan skimte i baggrunden. Man drikker naturligvis mokka af sin favorit når dyr går amok-film, ikk’?

Wes Cravens Scream 4 er ude på dvd & Blu-ray

Jeg er en stor fan af Wes Cravens maskemonster-trilogi med Ghostface. Ikke blot den første, men alle tre. Jeg skriver trilogi, for jeg har endnu til gode at se det fjerde kapitel i sagaen om Ghostface, hvilket der dog bliver rådet bod på inden længe! “Scream 4” – der netop er blevet udgivet i flere flotte udgaver af Scanbox – er nemlig blevet bestilt … og der bliver naturligvis investeret i figurudgaven. Se slideshowet med de forskellige udgaver forneden.

This slideshow requires JavaScript.

%d bloggers like this: